Snart står verdens første vejbro af det modificerede træmateriale, Accoya, klar til brug i Sneek i Holland. Men dansk forsker er bekymret over skørheden i træet.
Verdens første vejbro opført med det modificerede træmateriale, Accoya, står klar til brug i begyndelsen af det nye år i den hollandske by Sneek.
Accoya er et handelsnavn for Monterey-fyr (radiata pine), som hollandske Titan Wood har produceret og leveret til broen. Det unikke ved Accoya er, at træet har undergået en behandling, som ikke er giftig, men forbedrer dets egenskaber væsentligt.
Behandlingen kaldes for acetylering. Idéen er at tilsætte et andet stof, så de alkoholgrupper i træet, der binder vand, bliver blokeret. Det tilsatte stof er typisk eddikesyreanhydrid ved 100-120 grader. Eddikkesyreanhydriden binder sig simpelthen til de såkaldte hydroxylgrupper i træet, hvor vandet ellers gerne ville til.
Nu er træets densitet øget med omkring otte procent. Og ifølge Titan Wood er det nu blevet lige så modstandsdygtigt over for svampeangreb som teaktræ og så dimensionsstabilt, at der i realiteten er tale om et så godt som fuldstændigt stabilt materiale.
Træets nye egenskaber betyder, at den nye vejbro af træ ikke behøver en beskyttende beklædning, den kommer med en minimumsgaranti på 80 år - og dens 50 meter lange fundament over vejen indtil Sneek kan angiveligt bære belastninger på op til 100 ton.
»Førhen er Accoya typisk blevet anvendt i forbindelse med værdifuldt snedkerarbejde, men i Sneek var tømmerets potentiale til at blive brugt uden nogen beskyttende beklædning arkitektonisk udslagsgivende,« siger ingeniør med speciale i træ, Andrew Lawrence fra Arup til det britiske tidsskrift Building.
Tvivler på Accoya-broer i Danmark
Herhjemme har sektionsleder for træbeskyttelse på Teknologisk Institut Niels Morsing erfaring med tværspændte træbroer, som skulle opnå samme levetider, som broer af beton og stål. Dertil kommer igangværende forsøg med modificeret træ - såsom Accoya.
»Jeg er umiddelbart lidt bekymret for at bruge Accoya til træbroer. Det kan være et problem, at man gør træet mere skørt specielt ved samlinger,« vurderer Niels Morsing.
Sejheden ved træ er ellers netop en af de gode egenskaber ved træ, som kan udnyttes i træbroer.
Niels Morsing spår, at vi ikke kommer til at se lignende broer i Danmark inden for den nærmeste fremtid. Simpelthen fordi vi i forvejen ikke har tradition for vejbroer i træ. En enkelt vinduesproducent har dog forsøgt sig med Accoya uden den store succes.
»Alene på grund af økonomien er Accoya nok ikke et produkt, der går ind og erstatter fyrretræ, som vi herhjemme bruger meget til vinduer. Det kan være et alternativ til produkter, hvor der anvendes tropisk træ, som har en noget højere pris. Desuden er der syrerester i træet, og ph-værdien er sænket. Det betyder en større risiko for korrosion, så beslag af almindeligt stål nemt kommer til at ruste op. Det er dog nok ikke et så stort problem, når det er broer, hvor det er nemmere at arbejde i store dimensioner med rustfrit syrefast stål,« siger Niels Morsing.
Kan måske bruges til havnekonstruktioner
Foruden risikoen for korrosion hæfter han sig ved produktionsomkostningerne. Titan Woods fremstillingsproces er kompliceret som en kemisk fabrik med tanke af rustfrit stål, tryk og høje temperaturer. Det fører uundgåeligt til en høj fremstillingspris.
Spørgsmålet er, om kunderne vil give en merpris, så meromkostningerne dækkes.
»Et område kunne måske være til havnekonstruktioner. Der forbyder vi biocider, og nogle typer af trykimprægneret træ er ikke længere tilladt ligesom tropisk træ med miljøcertifikat er svært at anskaffe, så det er blevet sværere at finde træmateriale til havne. Der kan Accoya måske finde en niche,« siger Niels Morsing.
Mon ikke han mener at behandlingen gør træet mere skørt, hvilket specielt er et problem ved samlinger?