The Wayback Machine - https://web.archive.org/web/20081218043358/http://ing.dk:80/artikel/94213-ibm-beloenner-opfindsomme-patentjaegere
Log ind  |  Ny bruger  |  Glemt adgangskode
   
Forsiden  /  Nyheder  /  Karriere  /  IBM belønner opfindsomme patentjægere
 

Hvad mener du?

 
Skal hjernedoping som Ritalin, Beta-blokkere og Provigil gøres lovlige til raske mennesker?



Deltag i debatten

IBM belønner opfindsomme patentjægere

Hos it-giganten vanker der kontante bonusser og rådgivning til de medarbejdere, som tager et patent. Ifølge IBM er det nemlig uhyre vigtigt at støtte op om patentkulturen.

Af Morten Lund,  lørdag 13. dec 2008 kl. 11:00

Billede
En af Flemming Bøgelunds mange opfindelser er et netbankkort til sikker brug af netbank på fremmede computere. (Foto: Lars Bertelsen)

Som it-branchens svar på en anden godmodig Dr. Jekyll og Mr. Hyde har 55-årige Flemming Bøgelund to identiteter. Om dagen er han it-arkitekt og projektleder hos IBM Danmark, men i sin fritid er han en ildsjæl af en opfinder, der foreløbig har 15 patenter på samvittigheden – og hvis opfinderhjerne konstant kværner af sted.

»Har jeg et problem, når jeg går i seng om aftenen, ligger der som regel en løsning klar i mit hoved om morgenen, når jeg vågner,« lyder Flemming Bøgelunds egen forklaring på hans produktivitet.

Egne opfindelser inkluderer indtil videre blandt andet tre patenter vedrørende lagring af xml-informationer i en billedfil samt patent på et netbankkort til sikker brug af netbank på fremmede computere – opfindelser som han enten har taget eller er ved at tage patent på.

Men det at tage et patent er en så krævende, møjsommelig og dyr affære, at det ifølge Flemming Bøgelund aldrig var blevet til noget uden hans arbejdsgivers økonomiske støtte og rådgivning:

»Hvis ikke IBM havde givet mig disse muligheder, ville jeg aldrig have taget et eneste patent.«

Patenteringen tager adskillige år

Processen fra ideens undfangelse til det godkendte stempel fra patentmyndighederne kan nemlig snildt tage fire til fem år og løbe op i flere hundrede tusinde kroner.

Derfor tager IBM over, lige så snart ideen har forladt medarbejderens hoved og er blevet formuleret som en konkret idé. Ideens holdbarhed efterforskes, og særlige patentadvokater hyres.

»At få taget patenter er meget vigtigt for IBM. Dels handler det om at bevare den teknologiske førertrøje, dels handler det om økonomi. Så derfor skal vi have nogle processer og funktioner, der støtter op omkring patentkulturen,« siger innovationschef i IBM Danmark, Anders Quitzau.

Han henviser til, at IBM på verdensplan tjener op imod en milliard dollar om året på udlicitering af deres patenter.

Kontant belønning

I tilgift belønnes medarbejderen med 750 dollar, hvis patentet bliver forhåndsgodkendt af IBM's eget patentnævn. Yderligere 500 dollar smides oveni, hvis patentet opnår endelig myndighedsgodkendelse, og for hver fire godkendte patenter får medarbejderen 1.000 dollar oveni.

Symbolske beløb ville nogle nok mene, men det er helt fint med Flemming Bøgelund:

»Det er ikke pengene som sådan, der driver mig. Det er den faglige stolthed og den anerkendelse, som jeg får fra nær og fjern.«

3.000 patenter om året

Flemming Bøgelund er som den eneste IBM-medarbejder i Norden blevet hædret med titlen som "Master Inventor" - IBM's egne, interne pris.

Han værdsætter sin arbejdsgivers støtte, men pointerer også, at man aldrig kan fremelske opfindergenet, kun dyrke det.

»Det at være opfinder kommer indefra. Det er man med hjertet. Det er måske kun en hundrededel af IBM's ansatte, der kunne gøre, hvad jeg gør,« siger IBM Danmarks fremmeste opfinder.

IBM var i 2007 den virksomhed, som på verdensplan tog flest patenter. Lidt over 3.000 blev det til, hvilket er godt 400 mere end nummer to på listen, Samsung.

En anden fremtrædende patentvirksomhed, Canon, der er nummer tre på listen, oplyser, at den også belønner sine patentjægere økonomisk.

Fakta: Lang vej til patent

Sin hidtil vigtigste opfindelse kalder Flemming Bøgelund selv det netbankkort, han har søgt patent på. Det er en slags transparent kreditkort, der gør det muligt at logge på sin netbank fra en hvilken som helst computer uden risiko for, at ens konto bliver misbrugt. Men vejen til at opnå patent på kortet er både lang og besværlig:

Maj 2007: Efter mange års tilløb får Flemming Bøgelund den konkrete idé til netbankkortet.

Juli 2007: En foreløbig beskrivelse af opfindelsen lægges ind i IBM's database som dokumentation.

Oktober 2007: Et internt patentnævn hos IBM vurderer Flemmings idé og giver tilladelse til, at ansøgningsprocessen kan gå i gang.

Oktober 2007: Et advokatfirma undersøger, om der allerede findes lignende opfindelser. Denne proces tager normalt flere måneder, men i dette tilfælde tager den kun fem dage.

December 2007: Den endelige patentansøgning færdiggøres af en advokat, og ansøgningen sendes til US Patent Office. Flemming Bøgelund kan tidligst forvente en eventuel godkendelse i 2011.

Pris i alt: 300.000 kroner.

RSS Kommentarer (4)
avatar

Kreativitet en hindring!

Af John Larsson, 13.12.2008 kl 11:35
"Flemming Bøgelund er som den eneste IBM-medarbejder i Norden blevet hædret med titlen som "Master Inventor" - IBM's egne, interne pris.

Han værdsætter sin arbejdsgivers støtte, men pointerer også, at man aldrig kan fremelske opfindergenet, kun dyrke det.

»Det at være opfinder kommer indefra. Det er man med hjertet. Det er måske kun en hundrededel af IBM's ansatte, der kunne gøre, hvad jeg gør,« siger IBM Danmarks fremmeste opfinder."

Jeg er meget enig med Flemming Bøgelund om hans holdning til "opfindergenet" og det er dejligt at høre, at IBM efterhånden værdsætter kreative medarbejdere. Sådan har det sørme ikke altid været. I 60'erne og 70'erne skulle man passe meget på med at eksponere sit evt. kreative gen, hvis man skulle blive ansat hos IBM. Jo, IBM's dengang stive ledelse og inkompetente bestyrelsesmedlemmer gjorde det rimeligt nemt for opstikkerne Microsoft, Apple etc.
avatar

Re: Kreativitet en hindring!

Af Carsten Scherrebeck Møller, 13.12.2008 kl 11:46
I 60'erne og 70'erne skulle man passe meget på med at eksponere sit evt. kreative gen, hvis man skulle blive ansat hos IBM.


Historien var, når man var til jobsamtale hos IBM. At konsulenten spurgte ansøgeren: »Skylder du nogen penge?«

Hvis man svarede ja, blev man sælger hos IBM. Hvis man svarede nej, blev man tekniker.
avatar

Re: Re: Kreativitet en hindring!

Af Johannes Høher-Larsen, 13.12.2008 kl 13:45
Ah, IBM's tusinde af dubiøse patenter. Er det her deres PR-mæssige spin?
avatar

IBM beslaglægger alle patenter

Af Jørgen Thomsen, 14.12.2008 kl 10:47
Med i billedet hører også, at ethvert patent som en IBM-medarbejder tager, tilhører IBM og stilles gratis til rådighed for IBM jvf ansættelsesbetingelserne. Dettte gælder også, selvom man i sin fritid opfinder og patenterer noget som er totalt uden for arbejdsområdet.
Jo, IBM er gavmild! 1000 dollars for et patent som det måske kan tjene millioner på, hvis det er en god ide, som IBM kan sælge til et firma i en helt anden branche.

 
Rank 2008
Se Nyhedsmagasinet Ingeniørens årlige benchmark af danske ingeniørvirksomheders styrke.