USA: Kriseplagede Motorola oplyser, at der ikke sker lønforhøjelser i 2009, at pensionsindbetalinger bliver udsat, og at topchefernes løn bliver skåret kraftigt ned.
Motorola håber at kunne hente lidt over fire milliarder kroner ved at skære i blandt andet lønnen til selskabets to topchefer samt udsætte pensionsindbetalinger for selskabets medarbejdere i USA.
Motorola har desuden besluttet, at der ikke sker lønforhøjelser i 2009, og at selskabet vil revidere en række medarbejderes løn og bonusordninger.
Topcheferne Greg Brown og Sanjay Jha har frivilligt besluttet at gå 25 procent ned i grundløn i 2009. Desuden har Greg Brown givet afkald på sin bonus for 2008 og Sanjay Jha vil også give afkald på sin bonus i samme størrelsesorden som Brown, mens resten af Jhas bonus skal placeres i bundne aktier.
Selv om Motorola stopper alle indbetalinger til pensionen, lover selskabet, at de vil overholde alle forpligtigelser i forbindelse med pensionsordninger.
Motorola har været hårdt ramt af svigtende salg af mobiltelefoner og blandt andet besluttet at lukke for alle udviklingsaktiviteter i Europa, hvilket har ramt selskabets udviklingsafdeling i Aalborg, hvor 259 medarbejdere for nyligt fik en fyreseddel.
Få Ingeniørens nyhedsbrev med nyheder, blogs og internationale historier om elektronik. Udsendes hver mandag