Både Rambøll, Cowi og Grontmij Carl Bro satte rekorder i et år, hvor hele branchen voksede med 12 procent, og overskudsgraden var den højeste i 24 år. Eksport udgør nu hele tyve procent af omsætningen i danske afdelinger.
| Firma | Primært resultat | |
|---|---|---|
| 52 | Rambøll Gruppen | 345.176 |
| 75 | Cowi | 180.792 |
| 154 | Grontmij Carl Bro | 67.790 |
| 230 | Krüger | 38.633 |
| 300 | ISC Rådgivende Ingeniører | 24.739 |
| 308 | Birch & Krogboe | 23.361 |
| 343 | Niras Gruppen | 18.782 |
| 404 | Moe & Brødsgaard | 11.220 |
| 413 | Midtconsult | 10.212 |
| 420 | Capacent | 9.889 |
Rambøll vinder med ny indtjeningsrekord
Vokseværket i Rambøll, sikrer endnu en gang koncernen guld i Ingeniørens RANK-magasin blandt rådgiverne. Opkøb samt organisk vækst inden for byggeri og energi fik i årets løb omsætningen til at vokse med 20 procent til 4,7 mia. kr, og det primære resultat voksede endnu mere. Rambølls ledelse kunne med tilfredshed notere et primært resultat på 347 mio. kr. - 37 procent større end i 2006.
Lige meget, hvor meget champagne de danske rådgivere konsumerede, mens de fejrede nytårsaften 2007, fik de ikke tømmermænd, da årsregnskaberne dukkede op i det nye år.
Rambøll, Cowi og Grontmij Carl Bro kunne alle notere rekordhøje omsætninger og fortjenester. Rambøll tjente 345 millioner kroner - 36 procent mere end året før. Cowi kunne lægge 20 millioner kroner oven i rekordresultatet fra 2007, så der nu står 181 millioner kroner på bundlinjen. Men den mest imponerende vækst kommer fra Grontmij Carl Bro, der har vendt fyringer, udenlandsk overtagelse og millionunderskud til dundrende succes med et primært resultat på 68 millioner kroner.
De store rådgivere var langt fra alene om at juble. Medlemmernes omsætning på de danske kontorer voksede med 12 procent til 9,4 milliarder kroner, og rådgiverne kunne stikke 667 millioner kroner - eller 7,1 procent - af de mange milliarder i lommen. Det er den højeste, gennemsnitlige overskudsgrad siden 1983.
Pengene hentede rådgiverne hovedsageligt inden for byggeri (35 procent), anlæg (21 procent) og miljø (13 procent). Energiopgavernes andel af omsætningen er desuden vokset voldsomt over de seneste fem år - fra 7 procent i 2002 til 12 procent i 2007. Det ses blandt andet hos ISC Rådgivende Ingeniører, der ligesom sidste år har branchens højeste overskudsgrad. Det er særligt til havs, at det 40 år gamle ingeniørfirma henter pengene. I 2007 projekterede ISC dele af boreplatforme for den langvarige kunde Mærsk Olie & Gas og tegnede transformatorplatforme til flere havmølleparker i både danske og udenlandske farvande.
Rådgivere erobrer verden
Resten af branchen stævnede også ud på fremmede farvande i 2007. Omsætningen fra eksport voksede med 13 procent til 1,9 milliarder kroner, så eksporten nu udgør 20 procent af omsætningen i de danske afdelinger. Samtidigt kom der ifølge FRI 2.500 nye medarbejdere til i udenlandske datterselskaber.
Den anden tendens er tilkøb af specialer: Rambøll investerede omkring én milliard kroner i den britiske højhusspecialist Whitbybird. Desuden købte Rambøll danske Attractor, der er specialister i ledelsesudvikling og personalefastholdelse. Satsningen på arbejdsmiljø og management ses også hos Birch og Krogboe, nu Alectia, der bl.a. købte Jobliv-Danmark, som rådgiver om arbejdsmiljø.
Cowi satsede på at forstærke sine kompetencer inden for marineområdet med opkøbet af Ocean and Coastal Consultants, der hører hjemme på den amerikanske vestkyst. Ligesom Atkins har Cowi desuden valgt at styrke sine kompetencer inden for geografiske informationssystemer (GIS), hvor offentlige myndigheder er en stor kunde. Cowis og Rambølls opkøb giver dem adgang til vækstmarkeder i USA og Mellemøsten, hvor Whitbybird har en stor del af deres forretning.
Udlandseventyr koster
Der er dog også virksomheder, der har brændt sig voldsomt på udenlandske opkøb. Et sådant sendte sidste års bronzevindere, NNE ned som bundprop i dette års tabel med et underskud på 20 milloner kroner. Det skyldes primært, at de købte tyske Pharmaplan. Ifølge årsregnskabet belaster købet resultatet med 47 millioner kroner, men selv når overskudsgraden er justeret for engangsudgifter, hænger den på 1,9 procent, mens de andre rådgivere i samme størrelse ligger mellem 4,5 og 7,5.
For 2008 regner den fusionerede medicinalfabrik-ekspert med en overskudsgrad omkring fem og en vækst i omsætningen på mindst fem procent.