Wikipedia skriver om ækvivalensprincippet:

”Intet lokalt eksperiment kan skelne ikke-roterende frit fald i et gravitationsfelt fra bevægelse med konstant hastighed i et rum, der ikke er under påvirkning af gravitation.”

Dette kan imidlertid ikke være rigtigt:

For det første er hastigheden for den frit faldende i rummet imellem galakserne en konstant størrelse, mens den frit faldende i gravitationsfeltet noterer tiltagende hastighed og så glemmer man faktoren tid, som giver observationsevnen af den frit faldende en ret brat afslutning, når han/hun rammer overfladen af årsagen til gravitationskraften, måske lige brat nok til at give en sidste erkendelse: det var alligevel muligt at afgøre forskellen ………………….
Et fald i et gravitationsfelt har altså begrænset varighed, hvilket afslører forskellen. Dette problem kan den ”frit faldende” i rummet mellem galakserne selvfølgelig også få, når han kolliderer med et andet legeme, men mest sandsynligt er at han fortsætter sin bevægelse i meget meget lang tid. Endvidere skrives der :

” Et referencesystem, der bevæger sig med konstant acceleration i forhold til et inertialsystem, er lokalt set identisk med et referencesystem i hvile under påvirkning af et gravitationsfelt.”

At dette kun er rigtig i det endimensionale tilfælde er klart, fordi så snart referencesystemet er rumligt udstrakt, må vi indse at to legemer nødvendigvis må nærme sig hinanden ved et fald i et gravitationsfelt, men de ”falder” helt parallel i et konstant accelereret rumskib, disse to fakta afslører så forskellen. Derudover må vi konstatere at hastigheden af rumskibet tiltager lineær, mens hastigheden af det faldende legeme i et gravitationsfelt tiltager ulineær.

Allerede disse få sætninger er nok til at afvise det Einsteinske ækvivalensprincip, men selv de klogeste mennesker tager princippet for givet og frem for alt rigtigt. Hvorfor ?? Einsteins udlægning af sagen fremstår fiktiv, vilkårlig og uvidenskabeligt og synes at være en formålsbestemt udlægning for at tilfredsstille hans ide om generel relativitet.

Dette var så den ren verbale del af min afvisning, lad os nu se på den matematiske del. Da det ikke er min mening at undervise i Newtonsk fysik undlader jeg at udlede de formler jeg fremsætter og går ud fra at de erkendes som værende rigtige.

Men inden da er jeg nødt til at definere den ”gravitationelle egenimpuls” af en graviterende masse. Denne egenimpuls er givet af massen multipliceret med dens overflade orbithastighed, som man forhåbentlig indser. Denne impuls er naturligvis imaginær siden intet på overfladen bevæger sig med denne hastighed, men vi bliver påvirket af en kraft der kan virke for den tid det tager at falde til jordens centrum. Denne tid er ikke afhængig af massens størrelse, kun af dens tæthed, men ved et sådan fald opnår man at have en hastighed der svarer til overflade orbithastigheden når man passerer jordens midtpunkt (når man lige forinden har gravet en tunnel tværs gennem jordens centrum og ud på den anden side :o). Der er altså tale om karakteristiske (Newtonske) størrelser for en givet masse. Den deraf afledte gravitationsimpuls er nu givet af Newton til at være

PG = m*Vo = (Go*m/Rm)^(0,5)*m =(Go*m^3/Rm)^(0,5)

Nu er jorden et ret uinteressant objekt at bruge til forklaring af denne del af gravitationen, derfor vælger jeg en kugle af jern, altså en homogen masse og siden vi allerede befinder os på dette område bruger jeg Chandrasekhars grænsemasse mCh = 2,8656*10^30 kg jern. Men det er nu klart at vi dermed har fået en mulighed for at kvantisere Newtons teori således at den kan anvendes på det enkelte jernatom. I atomfysikken bruges den tilsyneladende radius Rt af et atom, som er givet for jernatomet af jerns molvægt M = 0,055847 kg/mol, jerns tæthed T=7860 kg/m3 og Avogadros tal NA = 6,0221367*10^23 atomer/mol, nu fås den tilsyneladende jernatomradius til at være

Rt = (3*M/(4*Pi*T*NA))^(1/3) =1,412253...*10^(-10) meter

Vi kan nu angive radius af Chandrasekhars jernmasse RCh på to forskellige måder:

RCh = (3*mCh/(4*Pi*T))^(1/3) = 443167738,9... meter

Jernatomets vægt er mFe = 0,055847/NA = 9,27361878052*10^(-26) kg

Vi får nu for den kvantiserede radius af denne masse

RCh = Rt *(mCh/mFe)^(1/3) = Rt*NaCh^(1/3) = 443167738,9... meter

NaCh=antal atomer i Chandra-massen
Som man ser fungerer denne kvantisering udmærket, anvendt på den lineære og den gravitationelle impuls fås nu først for den lineære impuls

PL = Nam*mFe*V

...og for gravitationsimpulsen fås det her

PG = (Go*(Nam*mFe)^3/(Rt*(Nam)^(1/3)))^(0,5)

Lorentzfaktoren er her ikke indbygget, men det ændrer ikke væsentlig ved resultatet, som man jo nok kan forstå.

Indtegner man nu disse to ligninger i en graf og vælger en arbitrær størrelse for hastigheden V får man for den lineære impuls en lige linie og for den gravitationelle impuls en kurve. Disse to linier skærer hinanden ved det antal atomer der giver det valgte V som overflade orbithastighed af massen. Mit spørgsmål til jer er nu : hvad udsiger det mon om ækvivalensprincippet ??? Jeg ser kun manglende ækvivalens, hvad ser I, udover en idiot der prøver at bortforklare Einsteins ”store” erkendelser ?

I stedet for nu at måtte lytte til en hel masse hånfulde bemærkninger kunne jeg godt tænke mig at høre hvorfor min tilgang til sagen er forkert. Den indførte kvantisering er fuld ud tilladeligt og helt nøjagtig, men på den viste måde kun anvendeligt på grænsetilfældet jern, men selvfølgeligt også på andre metaller. Og nu skal jeg vælge mine ord med omhu, denne ansats fører til et underlig bygværk af eksakte matematiske sammenhæng der kan utrolig meget, bland andet forbinde Newton med Niels Bohrs brintatom, men det er en anden helt uinteressant bivirkning af sagen…

mvh Berndt

At dette kun er rigtig i det endimensionale tilfælde er klart...

Det er faktisk slet ikke rigtig... se sidste sætning i afsnittet.

Et fald i et gravitationsfelt har altså begrænset varighed,

???

Såsom månens fald i jordens gravitationsfelt, jordens fald i solens gravitationsfelt og solens fald i galaksens gravitationsfelt.

Mvh Søren

Forhold dig venligst til Einsteins såkaldte "tankeeksperiment" som ikke omhandler din fremstilling, en elevator går næppe i kredsløb omkring jorden på grund af sit fald... men du er i orbit kun...

Einstein's tankeeksperiment handler kun om tidsrummet inden elevatoren rammer et eller andet. Kan du ikke holde dig til det? Det er jo blot et tanke eksperiment.

Mvh Søren

Hej alle interesserede,

Hermed mine overvejelser vedrørende ’ækvivalens-princippet’.

EINSTEINS ÆKVIVALENS-PRINCIP
Det af Albert Einstein (1879-1955), i 1907, indførte ’ækvivalens-princip’ kan formuleres:
-- Et referencesystem, der bevæger sig med en konstant acceleration i forhold til et
inertial-system, er, lokalt betragtet, identisk med et referencesystem, der er i hvile og under påvirkning af et konstant og homogent gravitations-felt, der er forårsaget af stof (materie) --.

INERTIEL MASSE LIG MED GRAVITATIONEL MASSE
En konsekvens af ækvivalens-princippet er, at en partikels såkaldte inertielle masse m(i) er ligefrem proportional med, eller i passende enheder, lig med partiklens såkaldte gravitationelle masse m(g).
Den inertielle masse (træge masse) er den masse, der indgår i Newtons 2.lov: m(i)*a = F(res), hvor a er accelerationen og F(res) den såkaldte resulterende kraft.
Den gravitationelle masse m(g) defineres gennem Newtons gravitations-lov.

Ifølge ’ækvivalens-princippet’ er det umuligt (f.eks. inde i en helt lukket kasse) at kunne afgøre, om de masse-afhængige kræfter der virker i et accelereret system skyldes accelerationen af systemet, eller om de skyldes gravitations-virkninger fra graviterende stof.

GRAVITO-MAGNETISME AFSLØRER FORSKEL!
Som jeg matematisk-fysisk analyserede allerede i slutningen af 1960’erne, og har gengivet i min artikel ”Maxwell-analog gravitations-teori med to gravitations-felter” (Se: ), så dannes der et ’gravito-magnetisk’ felt omkring en graviterende masse, der bevæger sig i forhold til et reference-system.
Gravito-magnetiske felter er analoge til magnet-felterne, der dannes omkring elektriske ladninger i bevægelse.
Med eksistensen af gravito-magnetiske kræfter omkring stof, der er i relativ bevægelse, er det således muligt at afgøre, om der uden for en helt lukket kasse eksisterer graviterende stof eller ikke!

Konklusionen er således:
Ækvivalens-princippet kan ikke være fundamentalt og alment gyldigt!

Hilsen fra
Louis Nielsen

Hej Berndt

Hvis jeg skal foreslå noget, bør du eksperimentere med at indbygge vakuum i dine beregninger, på en eller anden måde. For eksempel en spekulering i, hvordan vakuum påvirker bevægelser. For hvis, da er det måske ikke ligegyldigt, i hvilken retning at man bliver acceleret, i dette vakuum.

Hvis vi sammenligner med en væske: En ubåd, kan fx accelerere, enten med strømmen, eller imod strømmen, eller på tværs af strømmen, eller mens vandet ligger stille. I et sådant billede kan man spekulere over, om universet er som et hav med havstrømme i.

Eller, er vakuum måske som et krystallisk gitterværk, der slet ingen indre bevægelser har, kun vibrationer i sine substans-partikler? Hvis, hvad betyder dette for vore ligninger om bevægelser?

Einsteins formler lider under, at de antager at vakuum ikke eksisterer. Altså en gammeldags tankegang om, at lys er som en slags kugler (fotoner) skudt ud af en revolver. Som ingen mening giver, fordi bølger ikke evner at udbrede sig igennem intet. I øvrigt lider Einsteins teorier under, at han var en elendig pædagog, opfandt besynderlige og fuldstændig uforståelige billeder på, hvad det var han talte om. Alle historier om elevatorer og tog igennem tunneler, er én stor forvirring, som ofte lærde mænd og kvinder forsøger at prædike om, uden at de selv måske forstår en skid. Der mangler ikke »ækvivalens« i hans princip, der mangler logik i hans koncept.

Den fysiske opførsel i vor verden, som jeg undrer mig allermest over, er følgende om vakuum:

A: At det kræver stor energi, at accelerere et atom.
B: At det kræver nul energi, at lade atomet fortsætte fremefter med uforandret fart. (Sådan ligner det i hvert fald).

Jeg mangler en rigtig god praktisk forklaring på, hvorfor i alverden at vor verden opfører sig sådan. Er der måske sådan, at når vi accelerer et atom, at da betaler vi en pris for at presse en tung vakuum til at flyde med i samme retning? Og, når vi dernæst holder op med at presse på atomet, at da sørger den flydende bevægelse i vakuum for at fortsætte bevægelsen, på grund af en opbygget inerti i dette vakuum, og som bringer atomet til at flyde gratis med?

Ifølge mine tanker, er vakuum en særdeles finopdelt substans der består af partikler af en eller anden art, partikler som er meget mindre end fx elektroner. Vakuum befinder sig desuden overalt i vort univers, også indvendigt i atomer. Sådan må det være, for ellers ville lys ikke evne at udbrede sig så detaljeret at ligefrem en individuel elektron kan indsamle en bølges energi eller dele deraf.

Lysets hastighed i vakuum, er den hastighed som ingredienser i vakuum kan udveksle inerti-energier med hinanden. Dette betyder, at når et atom begynder at nærme sig en sådan hastighed igennem vakuum, at da kan vakuum partiklerne ikke længere nå at flytte sig tilstrækkeligt hurtigt af banen, og derfor begynder det at kræve megen energi, at fortsætte atomets acceleration, fordi vakuum begynder at gøre modstand. Hvis man insisterer, da vil atomet ramme vakuums naturlige »lydbarriere«, og, hvis man insisterer på at fortsætte til endnu højere hastighed, da begynder atomet at skubbe stadig flere vakuum partiker foran sig, akkurat som når en sneskovl begynder at søge at skrabe mere og mere sne foran sig på én gang, som hurtigt bliver alt for tungt. Dette er forklaringen på, at selv vore allerstørste koncentrationer af energi, omtrent ikke er i stand til at sende noget så småt som en proton op i en hastighed nær lysets. Fordi: Protonen begynder at skubbe en særdeles tung vægt foran sig, som man også skal betale for, for at bringe op i hastighed. Alt det sludder der er, om at det er selve protonen der bliver tungere, er forkert, ifølge min mening.

Dermed, hvis bare nogle af mine tanker ikke er helt forkerte: Da er det måske ikke ligegyldigt for bevægelser, om vakuum tilfældigvis selv er i bevægelse i en retning.

Jeg skulle mene, at lysets hastighed i vakuum, temmelig præcis beskriver en række egenskaber om partiklerne i vakuum: hvor tætte de er, og hvor tunge de er. Akkurat som lydens hastighed igennem luft, der fortæller om luftmolekylers tæthed og masse. Altså noget, man kan regne på.

Hvis et flyvemaskine flyver tilstrækkeligt hurtigt igennem luft, vil det fungere som et stempel, der presser luften sammen foran flyet, og til sidst, hvis farten stadig forøges, vil luften fortættes til en væske foran flyet. Hvad skal vi tænke om det: Har vakuum en lignende opførsel, hvis man insisterer på at accelere et atom op i meget højere hastighed, over lysets hastighed?

Hvad nu, hvis meget store stjerner, og sorte huller, på en eller anden måde evner at komprimere vakuum omkring sig? (eller det modsatte). Dette burde betyde, at lysets naturlige hastighed vil forandre sig i nærheden af sådanne stjerner, fordi, måske, at vakuums partikler vil befinde sig tættere på hinanden sådanne steder, eller fjernere fra hinanden, end »normalt.« Vi kender det fra atmosæren, at lydens hastighed afhænger af lufttrykket.

Ud af alt dette: Det er for mig klart, at lysets hastighed overhovedet ikke er nogen maksimal hastighed. Det er kun sådan at hvis man ønsker at komme op på en så høj hastighed med atomer, eller en højere fart endnu, at da koster det store energimængder, at opnå dette.

Hvis vakuum er en substans: Opfører den sig måske som cirka en luftart, eller som cirka en væske, eller som cirka et atomgitter, eller som cirka en plasma-sky, eller som cirka noget endnu mere eksotisk? Og hvordan kan man udtrykke dette i formler, og indsætte dem i ligninger om bevægelser i vort univers?

Gør noget ved sådanne arter af tanker, Berndt! Bevis gerne, at de er forkerte. :-))

Hermed link til artiklen:
”Maxwell-analog gravitationsteori med to gravitationsfelter”:

http://louis.rostra.dk/kvant_0...html

Hilsen fra
Louis Nielsen

Hej Berndt.

Ækvivalensprincippet er kun gyldigt i et homogent gravitationsfelt. Det ved alle de kloge mennesker (forhåbentlig) godt - også Einstein. Så det giver ikke rigtig mening at tilbagevise det ved at bruge eksempler med inhomogene gravitationsfelter.

Og de kloge mennesker ved nok også godt at der ikke findes helt homogene gravitationsfelter. Men i mange tilfælde så varierer feltet så langsomt at det er en god tilnærmelse at anse det for homogent.

Pst - Carsten: Michelson-Morley eksperimentet.

Pst - Carsten: Michelson-Morley eksperimentet.

Nemlig, selveste det fremmeste argument imod mine tanker, disse eksperimenter:
http://en.wikipedia.org/wiki/M...ment

Men, jeg anser lige netop disse eksperimenter for at være den rigtige vej at søge. Fordi: Ganske almindelig praktisk intuition for lægmænd peger den vej, baseret på en normal 3-dimensionel opfattelse af alverden. Man har så intet fundet, der støtter en sådan intuition, men, men ...

Einstein introducerede et koncept, der ganske vist er brugbart til at udføre beregninger, men hans koncept har indtil videre ikke været muligt at bevise med en sub-atomar model, af hvordan lys rent praktisk skulle evne udveksle imellem to atomer.

Det er blandt andet derfor at forskere har bygget den store »Hadron Sammenstøder«. De forventer faktisk at finde noget i vakuum, eller rettere, de er i stor tvivl. Jeg mener, at det er på høje tid at vi begynder at opfinde nye tankeeksperimenter, så vi kan gøre op med Einstein, ikke med hans ligninger, men med hans ubehjælpelige måder at tænke.

Vis mig lige det der homogene gravitationsfelt...

...og bagefter de kloge mennesker bag det.

Bernt,

Denne egenimpuls er givet af massen multipliceret med dens overflade orbithastighed, som man forhåbentlig indser.

Impuls (eng. momentum) er masse gange massens hastighed. Med egenimpuls mener du åbenbart masse gange frigørelseshastigheden fra massens overflade (korrekt?). Et legeme bevæger sig normalt ikke med en hastighed som svarer til frigørelseshastigheden fra dens tyngdefelt (men kan selvfølgelig godt) Men hvad er pointen?

Videre: Den hastighed du har når du suser gennem din tunnel ned til jordens centrum er ikke - når du passerer centrum - lig med frigørelseshastigheden. Kraften der virker på dig ned gennem jorden er aftagende og nul i centrum. Kraften der virker på et legeme det forlader jorden er også aftagende og nul ved uendelig afstand. Det er ikke det samme. Regn selv på det.

Videre:

"Denne tid er ikke afhængig af massens størrelse, kun af dens tæthed".
Forkert. Tiden afhænger kun af tyngdekraften som virken på massen.

Videre:

Hvis vo er frigørelseshastigheden så er vo = (2*Go*m/Rm)^(0,5) (hvor Go er tyngdekonstanten og Rm er jordens radius). (du har en faktor galt - kvadratrod 2)

"Nu er jorden et ret uinteressant objekt at bruge til forklaring af denne del af gravitationen". Hvorfor? Og hvad er "denne del af gravitationen"?

Nå, men du ser så på et legeme af jern som har Chandrasekhars grænsemasse (hvorfor det?), beregner jernstomets radius (ser rimeligt ud, men kun ved "normalt" tryk) og beregner så jernkuglens radius ved at antage at jernatomet har den radius som du har beregnet (men det er helt forkert, den er meget mindre for et legeme med den angivne grænsemasse er jo kollapset som supernova og kun en neutron stjerne er måske tilbage. Jernatomer findes slet ikke i den tilstand). Du siger du beregner den på to måder, men det gør du ikke, du bruger de samme parametre (på forskellig form) i begge formler og kommer derfor til samme resultat for radius.

Hvad mener du med "kvantisering"?

Så laver du hvad du kalder lineær impuls beregning (PL) og gravitionel impuls beregning (PG) - men på hvad? I PG udtrykket optræder jernatoments radius..???

PL ser ud til at være et udtryk af formen m*v men hvad er m og hvad er v? m ser ud til at være avogadros tal gange m (hvad?) gange jernsatomets vægt, altså molvægten gange m. Men ???

PG er et udtryk som ovenfor, men jeg forstår stadig hvor du vil hen.

Du laver to kurver for Pl og PG (hvad er de variable?) og viser angiveligt derved at ækvivalensprincippet er forkert. Jeg er dog stået helt af.

Jeg ved du bliver tosset hvis man siger man ikke forstår dig. Jeg har gjort mig umage for at se om jeg kunne fange tråden, men forgæves, jeg fatter ikke en brik. Medmindre du vil tage mig i hånden og kommentere en for en mine anfægtelser, så synes jeg vi skal lade det ligge. Eller måske er der andre som forstår dig som du kan fortsætte dialogen med.

Derudover synes ikke det fremmer forståelsen for noget som helst at du sviner Einstein og alle der måtte opfatte ham i et positivt lys. Du burde være generøs nok til at behandle ham med lidt medmenneskelig respekt selv om du i virkeligheden mener han er et fjols. Han har sikkert ligesom dig gjort sit bedste. Ingen kan gøre mere.

Mvh Søren

Du har lavet en teori om at det dannes et "gravito magnetisk" felt omkring en graviterende masse. Eftersom Einstein hævder at man ikke fysisk kan skelne mellem en acceleration og en tyngdepåvirkning, forudsætter din teoris sundhed at du kan anvise hvorledes man kan observere dette "gravito-magnetiske" felt. For kan man ikke det, så har Einstein jo stadig ret selv om du siger det modsatte.

Så kan du anvise et sådan eksperiment?

Mvh Søren

Berndt:

Og de kloge mennesker ved nok også godt at der ikke findes helt homogene gravitationsfelter. Men i mange tilfælde så varierer feltet så langsomt at det er en god tilnærmelse at anse det for homogent.

Hvad var det du ikke forstod?

Jeg syntes det er decideret morsomt at du frabeder dig hånfulde indlæg og så selv kommer med sådan et flabet svar - for slet ikke at tale om dine egne hånfulde bemærkninger til de kloge menneskers i dine øjne ukritiske accept af Einsteins arbejde...

Det gør det absolut ikke bedre at du protesterer over at et princip der virker i specialtilfælde ikke er alment gyldigt - det svarer stort set til at forkaste Newtonsk mekanik fordi ens papirflyver ikke beskrev en parabelbane da man kastede den mod fysiklæreren. Eller måske mere præcist: At en 1. ordens Taylorudvikling afviger fra forælderfunktionen langt fra udviklingspunktet.

For at det ikke skal være løgn står der eksplicit på den wikipediaside du citerer at lokal netop betyder at gravitationsfeltet skal kunne anses for homogent før princippet kan bruges...

Dermed, hvis bare nogle af mine tanker ikke er helt forkerte

Det er de. Det er det skinbarlige nonsens. Jeg kunne iøvrigt godt lide at vide hvordan det kan være at ignoranter af værste skuffe har fundet på at slå sig sammen om at nedgøre Einstein, tydeligvis uden forsøg på at have sat sig ind i hans tanker, men i stedet diverterer siderne her med ultrabanal bodegafilosofi over rummet, tomrummet og alt det der.

Hvad er det for en kampagne? En udløber af Foghs antiekspertkampagne. Dansk folkepartis videnskabelige studiegruppe? Jeg spørger bare.

Mvh Søren

...at lokal netop betyder at gravitationsfeltet skal kunne anses for homogent før princippet kan bruges...

...hvad kan principet så bruges til...

Det er det skinbarlige nonsens.....
ignoranter af værste skuffe....
diverterer siderne her med ultrabanal bodegafilosofi....

Hvad er det for en kampagne? En udløber af Foghs antiekspertkampagne. Dansk folkepartis videnskabelige studiegruppe?....

Mvh Søren

ægte ekspertargumenter - så kan han lære det, sådan en tølper, der bilder sig ind, at han kan tænke!

Nu blev du rigtig aktiv, for Søren da...

Du har lavet en teori om at det dannes et "gravito magnetisk" felt omkring en graviterende masse

hvornår ? ...aldrig i livet...! Du er fuld af ...

...men jeg begynder at føle medlidenhed Zøren Vozberk... med dig især. Forøvrigt så hedder jeg Berndt, hvis du kan stave til det...

mvh Berndt :o)

Jeg kunne iøvrigt godt lide at vide hvordan det kan være at ignoranter af værste skuffe har fundet på at slå sig sammen om at nedgøre Einstein

Hej Søren. Min årsag til at jeg spekulerer på dette emne, er inspiration fra de forskere, der i øjeblikket arbejder med »Hadron Sammenstødere«, i CERN og i USA. Deres arbejde baserer sig direkte på en antagelse om, at den nuværende model om naturen ikke er komplet. De siger ikke, at den er forkert. Men, de siger, at lidt afhængig af hvad de finder, at der er en risiko for, at vi må kassere den nuværende model. Dette er, kan hænde at være, blive, en kritik af Einstein.

Om Einstein: Jeg vil overhovedet ikke tage fra ham, at han var et geni. Næppe nogen vil, nogensinde. Hans formler har vist sig udmærkede til at regne med, og som er et meget stort plus. Han er også årsag til, at vi kom et stor skridt videre i vor forståelse af naturen. Min kritik af ham er, at hans eksempler, hans forsøg på at forklare om sine teorier, er dårlige ud fra et pædagogisk synspunkt. Jeg er desuden især utilfreds med, at han i sine forklaringer anvendte et trick, at lys kan opføre sig som enten partikler, eller som bølger. Min lægmands-intuition, så lidt som den måtte være værd, bliver meget kritisk, når jeg støder på sådant i en forklaring.

Mine tankeeksperimenter, kalder du for nonsens, javel, men jeg forsøger at beskrive verden, ud fra praktiske billeder, at finde forståelige paralleller, til noget som vi kender. Kald det for lignelser, hvis du vil. En sådan teknik er normalt fornuftigt at anvende, forudsat at alle vinkler kan forklares ved hjælp af de anvendte billeder. Mine tankeeksperimenter omfatter endnu ikke alle vinkler, for jeg har endnu ikke det fulde overblik. Jeg vil forsvare mig med, at Einstein heller ikke nåede helt i mål, med hans billeder, lignelser.

I Einsteins tankeeksperimenter, bliver tid og afstande og vægte bøjet, men, han forklarer ikke hvordan at det sker rent fysisk. Der er ingen praktisk sammenhæng imellem hans sådanne billeder, og Bohrs atommodel. Dette bliver klart, i samme øjeblik som man forsøger at forklare, om hvordan lys evner at udveksle imellem to atomer. Spørgsmålet, der gør rigtigt ondt: Hvordan bevæger lys sig? Her er det, at mange lærere blot hiver en ligning frem, og lader det være nok med det.

Ud fra en praktisk synsvinkel, kan en lægmand acceptere Einsteins påstand om at afstande forandrer sig, fordi en substans kan være mere eller mindre komprimeret, som betyder af afstande kan forandre sig, afhængig af hvordan man måler dem.

Men, en lægmand står af, når Einstein påstår at også vægten i et atom forandrer sig, afhængig af hastighed. Fordi: Hvordan bliver et atom tungere? Den nuværende atommodel, forklarer ikke om hvordan det kan ske. Er det ingredienserne i et atom, der vokser sig større, eller får de en større densitet? Bliver der tilføjet ekstra partikler i et atom, imens at hastigheden stiger, partikler som vi måske endnu ikke kender til? Einstein forklarede det ikke.

Nogle forskere håber på, at de store acceleratorer vil afsløre årsagen til vægtforøgelser når hastigheden bliver høj, at der er er en særlig partikel, Higgs. Den forudses at være så vanskelig at detektere, hvis den findes, at kun statistiske metoder, på basis af milliarder af stikprøver, måske kan afsløre noget. Hvis dette er sandt, da er det ikke så sært, at fx
Michelson-Morley eksperimenter hidtil ikke har fundet noget. Disse eksperimenter er netop berømte, fordi de giver mening, og alligevel ikke gav et fund. Dermed blev disse eksperimenter til en lukket dør, en spærring for tankevirksomhed i denne retning. Måske er den dør lukket med rette. Personligt, mistænker jeg, at vi skal lede efter en dør i cirka den retning.

Lægmænd, stejler velsagtens især, over Einsteins påstand om at lysets hastighed, er den højeste maksimale opnåelige hastighed for atomer. I forsvar på Einsteins side, er der vore praktiske eksperimenter, der viser, at når en fysisk hastighed nærmer sig lysets, da bliver det voldsomt meget vanskeligere at forøge hastigheden, efterhånden. Dette er et stærkt tegn på, at Einstein har ret. I mine tankeeksperimenter højere oppe i tråden, forsøger jeg at forklare om, hvordan naturen sådan cirka skal være indrettet, for at Einstein måske alligevel tog fejl. Så længe som at vi endnu ikke har nogen resultater endnu fra CERN, morer jeg mig med at foretage mig sådanne tankeeksperimenter. Du må undskylde, hvis dette ophidser dig. :-))

Det gør det absolut ikke bedre at du protesterer over at et princip der virker i specialtilfælde ikke er alment gyldigt - det svarer stort set til at forkaste Newtonsk mekanik fordi ens papirflyver ikke beskrev en parabelbane da man kastede den mod fysiklæreren. Eller måske mere præcist: At en 1. ordens Taylorudvikling afviger fra forælderfunktionen langt fra udviklingspunktet.

...du er da langt ude mand...

For det første er hastigheden for den frit faldende i rummet imellem galakserne en konstant størrelse, mens den frit faldende i gravitationsfeltet noterer tiltagende hastighed og så glemmer man faktoren tid, som giver observationsevnen af den frit faldende en ret brat afslutning, når han/hun rammer overfladen af årsagen til gravitationskraften, måske lige brat nok til at give en sidste erkendelse: det var alligevel muligt at afgøre forskellen ………………….
Et fald i et gravitationsfelt har altså begrænset varighed, hvilket afslører forskellen. Dette problem kan den ”frit faldende” i rummet mellem galakserne selvfølgelig også få, når han kolliderer med et andet legeme, men mest sandsynligt er at han fortsætter sin bevægelse i meget meget lang tid

...er det forkert ???

Nej det er ikke forkert, men det er heller ikke et eksempel hvor ækvivalensprincippet er gældende så der er ikke nogen modstrid. Man "glemmer" iøvrigt ikke tid - det er ikke nødvendigt at tage den med i et homogent felt. Sagt på en anden måde kigger man kun på øjebliksbilleder.

Og så en gang til:

Men i mange tilfælde så varierer feltet så langsomt at det er en god tilnærmelse at anse det for homogent.

F.eks. vil en astronaut på rumvandring i frit fald et par tusinde kilometer fra jordens overflade ikke kunne måle forskel på kraften på sit hovede og sin tå med selv de bedste instrumenter - og ækvivalensprincippet er derfor opfyldt lokalt. Han vil i princippet heller ikke vide om det er jorden der accelerer op mod ham, eller ham der accelerer mod jorden, så eksterne referencepunkter hjælper ham ikke.

Placeres han derimod i nærheden af en neutronstjerne vil han kunne mærke en forskel i kraften på hovede og tå da gravitationsfeltet her er meget inhomogent og han vil vide at han er i et inhomogent kraftfelt.

Men i mange tilfælde så varierer feltet så langsomt at det er en god tilnærmelse at anse det for homogent.

Sig mig hvad er det egentlig du siger, du indrømmer at det er en tilnærmelse, men vil stadig have princippet til at "virke" ? Hvor er du hen... tilnærmelser har det med at levne plads til nogle tommelfingre og sådan laver du fysik... De to kurver der kan tegnes ud fra det viste er reelle, de viser hvad der op og hvad der er ned... men det afviser du....

Nej det er ikke forkert, men det er heller ikke et eksempel hvor ækvivalensprincippet er gældende så der er ikke nogen modstrid.

Hahaha !!! Modstrid med hvad, med det du siger ? Ækvivalensprincippet har altså kun et sted hvor det gælder, kan jeg høre på dig, det vil så sige at det samme gælder den generelle relativitetsteori. Tak Bjarke...

Berndt: På punktform:

1: Ækvivalensprincippet virker i et homogent tyngdefelt.
2: Perfekte homogene tyngdefelter findes (så vidt vides) ikke i virkeligheden.
3: Derfor er ækvivalensprincippet ikke alment gyldigt i andet end tankeeksperimenter.
4: I praksis er tyngdefelter meget tæt på at være homogene på længdeskalaer meget kortere end deres halveringslængde.
5: I disse tilfælde er ækvivalensprincippet tilnærmelsesvist gyldigt.

Einsteins ækvivalensprincip er iøvrigt ikke et aksiom for GR.

P.s. det var modstrid mellem dit eksempel og ækvivalensprincippet.

P.p.s. du håner igen... Og igen uden at have noget at have det i...

Jeg er desuden især utilfreds med, at han i sine forklaringer anvendte et trick, at lys kan opføre sig som enten partikler, eller som bølger.

Et forsøg på at beskrive verden er kvantemekanikken. Her opfattes fotoner såvel som partikler som havende både bølgeegenskaber som partikel egenskaber (ikke samtidig), iøvrigt som funktion af forsøgsopstillingen.

Du skal så bemærke at Einstein forklarede den fotoelektriske effekt som forlanger at fotoner opfattes som partikler. Jeg foreslår iøvrigt at du kigger på dobbeltspalteeksperimentet.

Kernen i SR er at Einstein vælger at lade lysets hastighed være konstant (aboslut) og afstande og tid være relative. Observationsresultatet afhænger af det valgte inertialsystem - det vil du kunne indse hvis du undersøger Einsteins tankeeksperimenter (meget pædagogiske) med tog, perron og lyssignaler.

Det gælder stadig at Einsteins fysik er (matematiske) modeller og modeller er ikke virkeligheden. Modeller (teorier) kan ikke bevises, kun modbevises. Det gælder også, hvad Einstein var helt klar over, at hans modeller ikke omfattede alt. Derfor har vi nu to grundmodeller - Einsteins fysik og kvantefysikken (dvs Københavnerfortolkningen som Einstein var overbevist om var forkert, uden dog at kunne anvise et eksperiment som viste det). Foreningen af de to er fysikkens hellige gral. I processen kan de begge blive vist at være forkerte. Imidlertid, næppe mere forkerte end Newtons fysik (klassisk fysik) som ganske vist er forkert, men beskriver den makroskopiske virkelighed med god tilnærmelse sålænge men ikke betragter hastigheder nær lysets eller store tyngdegradienter.

Bohr formulerede korrrespondance princippet som siger at anvendelse af kvantefysikken på den makroskopiske verden skal reproducere klassisk fysik. Dette princip vil nok ikke blive forældet.

Mvh Søren

For det første er hastigheden for den frit faldende i rummet imellem galakserne en konstant størrelse, mens den frit faldende i gravitationsfeltet noterer tiltagende hastighed

Hej Berndt. Jeg forsøger at fatte din diskussion. Hele sagen, ifølge dig, og nu er det et spørgsmål fra mig, handler den om at et gravitationfelt aldrig kan bestå af parallelle kraftlinier? (eller hvad man skal kalde det for).

Hvis dit svar er ja, så bør dén diskussion være forbi. Fordi: Hvis man har et teoretisk set perfekt måleinstrument, vil man altid kunne opdage, under bevægelse i et gravitationsfelt, at nogle af kraftlinierne forandrer sig, fordi vor fysiske verden er sådan, at gravitation udstråler i samtlige tredimensionelle retninger, det vil sige har vidt forskellige koncentrationer afhængig af afstand, og altså ved man, om man står stille i et felt uden gravition, eller ej, ved at udføre en måling med jævne mellemrum. Dvs. for mig ligner det, at du har ret.

Jeg mener dog, at Einsteins teorier om tyngdefelter fører til Absurdium.

Et eksempel: Vi lader en robot accelerere imod en stjerne, lad os sige at farten foreløbig er nået op på 50 kilometer i timen, og imens opmåler robotten stjernen, dens størrelse og masse. Dernæst lader robotten sig accelere op til meget nær lysets hastighed, en rundtur. Og derpå vender robotten igen sin retning imod stjernen, stadig i færd med at accelerere, og gentager imens sin opmåling af stjernens størrelse og masse. Robotten gemmer også disse data i en databaser, og gentager straks hele molevitten, lad os sige en million gange. Ifølge Eistein vil stjernen ikke have forandret sig, i hvert fald ikke på grund af hans teorier, mens robotten ifølge ham nu vil være stærkt forandret i sin vægt. Ifølge Einstein vil robotten altså enten føle sig at være efterhånden meget tung, eller føle at stjernen efterhånden blive så let som et fnug.

Ifølge mig er dette nonsens. Kunne man ikke forestille sig, i stedet, at en stor del af den energi, som raketten har afbrændt, er forsvundet som gnidningsvarme imod vakuum, fordi raketten i en stor del af tiden har befundet sig meget nær lysets hastighed, den hastighed hvor ingredienser i vakuum ikke let kan nå at komme af banen? Hvis man svarer ja nu, da vil det overhovedet ikke stride imod Einsteins teorier for hvordan geometrier i store træk bøjer sig, og dermed heller ikke imod hans teorier for hvordan man i store træk skal måle på tidsforskelle. Det vil sige, at Einsteins formler, nogle af dem, er brugbare, men muligvis slet ikke dem alle, i hvert fald overhovedet ikke bevist. (?)

Bjarke

Til 1: og 2: Når et tyngdefelt er homogen er det da ikke et tyngdefelt længere... det kan da ikke være rigtigt.

4: I praksis er tyngdefelter meget tæt på at være homogene på længdeskalaer meget kortere end deres halveringslængde.

I praksis, hvis praksis om jeg må spørge, naturens ? ...meget tæt på... de ER altså ikke homogene, færdig !

3: Derfor er ækvivalensprincippet ikke alment gyldigt i andet end tankeeksperimenter. 5: I disse tilfælde er ækvivalensprincippet tilnærmelsesvist gyldigt.

Noget der tilnærmelsesvis er gyldigt, er kun tilnærmelsesvis sand og af den grund temmelig ubrugelig i eksakt videnskab. Jeg er ked af det Bjarke men jeg kan ikke godtage den slags logik. Tilnærmelsesvis mig her og der... bravo !

Hej Carsten !

Jeg forsøger at fatte din diskussion. Hele sagen, ifølge dig, og nu er det et spørgsmål fra mig, handler den om at et gravitationfelt aldrig kan bestå af parallelle kraftlinier? (eller hvad man skal kalde det for).

Ja, det er lige i øjet... et gravitationsfelt kan ikke have parallele kraftlinier. Gravitation har noget med tid at gøre og som vi ved går tiden på overfladen langsommere end længere borte. Hvis ikke det var tilfældet ville intet kunne falde nogen steder hen.

Massetilvæksten er dette absurdum, når et rumskib fx flyver med 99,5 % af lysets hastighed siger Einstein at massen er vokset hele 10 gange, hvor forbliver denne masse når rumskibet bremser sin fart til nul ??? Ja så kommer der en masse eksotiske forklaringer intet andet. Men det kaldes for fysik...

Men Carsten, gnidnings varme imod vakuum får jeg underlige trækninger af ;o) , lidt for langt ude efter min nøgterne smag.

OK - Berndt jeg giver op... Du er vist uden for min pædagogiske rækkevidde. Hyg dig!

p.s. tak for den sobrere tone i dit sidste svar.

Bjarke, jeg ved du mener at vide bedre, hvad du på nogen område sikkert gør, men du minder mig om en edderkop der er fanget i sit eget net, og det er ikke spydig ment, men er det billede jeg har fået af dig.

Du kan ikke tilbagevise resultatet af de to impulser jeg har angivet, det er dem der bestemmer sagen. Med hensyn til homogene gravitationsfelter, har du nogensinde tænkt lidt længere over hvorfor mon alle store graviterende legemer stort set er perfekte kugler ? ...men hyg dig... :o)

mvh Berndt

Ps. undskyldt min "ungdommelige" brusende fremfærd jeg bliver ofte grebet af sagen og glemmer at gemme sarkasmen godt nok :o)

Søren Fosberg skriver:
"Du har lavet en teori om at det dannes et "gravito magnetisk" felt omkring en graviterende masse. Eftersom Einstein hævder at man ikke fysisk kan skelne mellem en acceleration og en tyngdepåvirkning, forudsætter din teoris sundhed at du kan anvise hvorledes man kan observere dette "gravito-magnetiske" felt. For kan man ikke det, så har Einstein jo stadig ret selv om du siger det modsatte.

Mvh Søren"

Hej Søren,
Hermed svar på dit spørgsmål:
"Så kan du anvise et sådan eksperiment?"

GRAVITO-MAGNETISK KRAFT

Af Louis Nielsen

En partikel der bevæger sig i et gravito-magnetisk felt bliver påvirket af en tværgående gravito-magnetisk kraft.
Bemærk: Kraften virker på tværs af bevægelsesretningen.

Størrelsen F af den gravito-magnetiske kraft er givet ved:

(1) F = m*v*N*sin (A) (* er gangetegn)

I formel (1) er m den gravitationelle masse af en partikel, der bevæger sig med hastigheden v i det gravito-magnetiske felt.
Størrelsen N angiver styrken af det gravito-magnetiske felt, der dannes omkring graviterende stof i bevægelse.
A er vinklen mellem hastighedsretningen og retningen af det gravito-magnetiske felt.

Retningen af den gravito-magnetiske kraft er vinkelret på både hastighedsretningen og retningen af det gravito-magnetiske felt.
Formel (1) er matematisk identisk med Lorentz-kraft-formlen i elektrodynamikken.

Læs mere i artiklen ”Maxwell-analog gravitationsteori med to gravitationsfelter”:
http://louis.rostra.dk/kvant_0...html

GRAVITO-MAGNETISK KRAFT AFSLØRER STOF
Med eksistensen af gravito-magnetiske kræfter omkring stof, der er i relativ bevægelse, må det være muligt at afgøre, om der uden for et lukket ikke-roterende accelereret system eksisterer graviterende stof eller ikke.

Hvis der på en elektrisk neutral stoflig partikel, der befinder sig i et ikke-roterende accelereret system, virker og måles en tværgående kraft, så må dette være tegn på, at partiklen er påvirket af en gravito-magnetisk kraft, forårsaget af graviterende stof, der er i relativ bevægelse.

Hilsen fra
Louis Nielsen

Størrelsen N angiver styrken af det gravito-magnetiske felt, der dannes omkring graviterende stof i bevægelse.

Dvs det gravito-magnetiske felt (N) har enheden t reciprok! Feltet har tilsyneladende ingen relation til den graviterende masse eller dennes masses tyngdefelt, hverken feltstyrke eller retning. Men kraften er proportional med massens hastighed. Hastighed i forhold til hvad? Den graviterende masse?

Undrer det dig ikke at kraften stiger med stigende hastighed, men er uafhængig af tyngdefeltets styrke og retning? (bemærk, Lorentz kraften afhænger af både feltstyrke og retning af det elektro-magnetiske felt).

OK - du siger så at man vil kunne måle en tværgående kraft på massen når den falder i et inertialsystem (frit fald, ikke sandt?). Lad os sige at den falder vertikalt ned mod Jorden. Hvilken retning virker så tværkraften mod: nord, syd, øst, vest? Det siger din formel ikke.

Ville det ikke også være mærkeligt hvis et homogent tyngde felt ville forårsage en tværkraft på massen. Hvorfor skulle den dog det? Hvis man ser på symmetrisituationen, hvordan skulle der kune være en foretrukken kraftretning. Det kan jeg ikke lige se.

Mvh Søren

Søren Fosberg !

"Denne tid er ikke afhængig af massens størrelse, kun af dens tæthed".
Forkert. Tiden afhænger kun af tyngdekraften som virken på massen.

Sig mig er du ignorant, eller kan du ikke regne ?? Uanset hvor stor en jernkugle du regner på så er faldtiden til midtpunktet af massen eksakt 674,679... sekunder. Den er altså kun afhængig af tætheden, færdig.

Du fraråder andre at "fremture", men selv snakker du før du tænker... tag dig sammen.

Berndt

Her har jeg nok misforstået dig, men du refererer åbenbart til den graviterende masses tæthed og ikke det faldende legeme. Det er dog en lidt mærkelig måde at sige det på fordi tyngdefeltet bestemmes af alene massens størrelse og afstanden til dens tyngdepunkt. At sige tyngdekraften kun afhænger af tætheden er derfor ikke just rigtigt, men har dog lidt med sagen at gøre.

Jeg fik i dog skyndingen det indtryk at du refererede til det faldende legemes tæthed. Modtag min ydmygste undskyldning og forsæt gerne med at svare på mine kommentarer.

Mvh Søren

Jeg har ikke sagt at tyngdekraften afhænger af tætheden (det gør den selvfølgelig også), men at "faldtiden" til midtpunktet af massen KUN er afhængig af tætheden og er den samme for en jernkugle der fylder en kubikmeter som for en jernkugle der er stor som jorden, men tyngdekraften er da forskelligt. Faldtiden er dermed alene afhængig af tætheden.

mvh Berndt

Søren !

Denne egenimpuls er givet af massen multipliceret med dens overflade orbithastighed, som man forhåbentlig indser.

Impuls (eng. momentum) er masse gange massens hastighed. Med egenimpuls mener du åbenbart masse gange frigørelseshastigheden fra massens overflade (korrekt?). Et legeme bevæger sig normalt ikke med en hastighed som svarer til frigørelseshastigheden fra dens tyngdefelt (men kan selvfølgelig godt) Men hvad er pointen?

Videre: Den hastighed du har når du suser gennem din tunnel ned til jordens centrum er ikke - når du passerer centrum - lig med frigørelseshastigheden. Kraften der virker på dig ned gennem jorden er aftagende og nul i centrum. Kraften der virker på et legeme det forlader jorden er også aftagende og nul ved uendelig afstand. Det er ikke det samme. Regn selv på det.

Vo er ikke frigørelseshastigheden, den er kun interessant for et levende væsen der vil forlade overfladen af legemet. Denne hastighed er for det graviterende legeme ligegyldigt, det er derimod overfladens orbithastighed, som for legemet er en imaginær størrelse, der har sin fulde imaginære berettigelse, idet gravitationsenergien er negativ. Massens imaginære overflade orbithastighed iVo fås af

iVo=(Go*m/Rm)^0,5

Nu er gravitationsenergien Eg givet af

Eg=(iVo)^2*m eller Eg=-Go*m^2/Rm

Impulsen er også imaginær idet

-Eg=(Go*m^3/Rm)^0,5=(iP)^2/m

Derudover ved vi at universets graviterende masser er runde som en kugle, hvilket er det bedste bevis på at der ikke findes homogene gravitationsfelter, men måske de fandtes da jorden var flad endnu ;o)

mvh Berndt

Er alle masser ikke graviterende?

Da alle masser ikke er kugleformede, må det være muligt at udforme en masse, hvor der i et (afgrænset) område uden for massen er et homogent gravitationsfelt.

Måske kun for små masser, da store masser givetvis vil kollapse til kugleform. Men et gravitationsfelt er vel et gravitationsfelt, hvad enten det er svagt eller kraftigt?

At mange af universets masser er kollapset til kugleform med et inhomogent gravitationsfelt kan derfor ikke være et argument for, at der ikke kan findes homogene graviationsfelter (hvor i ækvialensprincippet evt. kan gælde uden teoretiske eller praktiske forbehold!).

Ja det lyder jo meget godt, men stadig trækker man i samtlige mulige "hår" for at få det til at passe. Det kan vel ikke være rigtigt at vi laver en teori et princip der er afledt af mikroskopiske og/eller tilnærmede forhold for at få den store "teori" for universets gravitationskræfter, som skal anvendes på store områder og ikke mikroskopiske. Hvis gravitationkraftlinierne var rumligt homogene burde vi kunne finde flade planeter, men disse er som bekendt for fladpander :o)

mvh Berndt

Ækvivalens er et begreb vi jævnligt ser anvendt i fysikken; at et fænomen tilsyneladende tager sig forskelligt ud - men er eet og det samme.
Einsteins ækvivalens, opdaget i 1907, påstår under specielle forudsætninger, at gravition og accerleration "egentlig" er eet og det samme. Det største spørgsmål i relativitetsteori, er om de er fysisk rigtige. Einstein siger selv, at hvis den specielle er forkert - vil den almindelige også være det. Men hvad nu hvis den almindelige er forkert, vil den specielle så også være forkert?

Ja Kim, den del af den specielle relativitets teori der er rigtig er allerede fundet af Lorentz, Poincaré og Lamour... mm

Berndt.
Hov, Lorentz og Poincaré er ikke en del af Rs, selv om de i stort omfang benytter sig af samme matematik. De herres fysik er markant forskellig fra Rs. Jeg har set Rs, omtalt som "Lorentz-Einsteins relativitetsteori" - tåbeligt. De gamle gutter tog selv afstand fra Rs, men var også klar over at æter-teori ikke var den endelige løsning på den krise, den teoretiske fysik befandt sig i omkring 1900.
Symmetri-analyse af lysglimt-forsøg, viser iøvrigt entydigt at æter-teorier er udelukket, som værende en del af naturens fysik. Netop det, efterlader lysbølgers udbredelse som et mysterium.

Symmetri-analyse af lysglimt-forsøg, viser iøvrigt entydigt at æter-teorier er udelukket, som værende en del af naturens fysik. Netop det, efterlader lysbølgers udbredelse som et mysterium.

Et mysterium, netop, derfor værd at undersøge.

Et problem i eksperimenterne, undersøgelserne af æter-teorien, er at de bygger på en antagelse om, at der er målbare vinde, hvis »æteren« eksisterer. Dette er tankemæssigt nærliggende, for når man argumenterer for æteren, da fremhæver man ofte luft og væsker som pædagogiske modeller, men en sådan pædagogisk model er jo ikke nødvendigvis en korrekt fysisk model.

Mit eget ønske til et eksperiment: At undersøge for bølgefænomener nær lysets hastighed. Desværre, også i et sådant eksperiment, som jeg beskriver nedenfor, bygger jeg på en sammenlignelighed med væsker og luft, som hidtil har været et vildspor, og derfor måske tåbeligt, men her er det:

Vi ved, at et skibs længde er afgørende for, hvor nemt et skib kan flyde igennem vand, på grund af bølgefænomener. Jo længere skib, jo større mulig maksimalhastighed, uden at behøve at tilføre voldsom megen mere ekstra motorkraft.

Dette giver en tanke, at måske er en proton det allervanskeligste som man overhovedet kan forsøge sig med at accelerere igennem vakuum, som er hvad CERN netop for tiden beskæftiger sig med. Fordi: »Skibets« længde, for en proton, eksisterer slet ikke, »skibet« er lige så bred som høj som dyb som lang. Hvis man forsøgte sig med at accelerere et fragtskib, formet således, igennem Atlanterhavet, ville man hurtigt opdage, at det ikke er optimalt.

Derfor: CERN bør forsøge sig med at accelerere visse »atom-stænger«, af forskellige længder, og måle på, om der er en lineær sammenhæng imellem masse og behov for energitilførsel, når man sender sådanne stænger op i hastigheder nær lysets.

Min antagelse er, at længere stænger vil kræve relativt mindre energiforbrug pr. enhed af masse. Og som betyder, at jeg tror på, at hvis man bygger et rumskib der er tilstrækkeligt langt og smalt, at da vil man evne at overskride lysets hastighed, forudsat en solid motor og et stærkt skjold. Om det er klogt at flyve med overlysfart, er en anden sag ...

Hvordan at gøre et sådant forsøg med atom-stænger: Man skal fx bygge stænger af atomer, hvor atomerne i hver ende har en elektrisk ladning. Et eller andet, så »skibet« kan sendes af sted ved hjælp af almindelige teknikker som allerede eksisterer.

Carsten
Når direkte forsøg er vanskeligt gennemførlige, forsøger man at opstille indirekte forsøg, som f.eks. æter-forsøg - hvor man ikke prøver direkte at detektere æter-vind, men via lyshastighed søger oplysning om en evt. æter-eksistens. Bortset fra enkelte resultater, der åbenbart er fusket med, har alle forsøg været negative.
Et skibs færd gennem vand, er jo i sig selv et "pædagogisk" argument for dit forsøg. Du skal efter min mening nok have mere teoretisk kraft bag dit forslag, før det kan være interessant.
Jeg bemærker i dit indlæg, at du heller ikke kan være helt tilfreds med den abstrakte universelle lyshastighedskonstans.

Jeg bemærker i dit indlæg, at du heller ikke kan være helt tilfreds med den abstrakte universelle lyshastighedskonstans.

Jo. I mange sammenhænge er c en fornuftig konstant, og også hvis man tror på at vakuum er en slags æter. Fordi: Der vil uundgåeligt være en typisk bølgehastighed igennem substanser der består af »tætte mængder af noget 'småt et eller andet'«. (Hvis altså at der er en sådan substans.)

Bølgehastigheder er samtidig uundgåeligt en fartovergrænse for fremmedlegemers evne til at bevæge sig igennem en sådan substans, medmindre at man ligefrem vil tvinge dem igennem med højere fart, som altid vil kræve overordentligt meget større energimængder, end under grænsen.

At det er sådan, er ikke specielt for vakuum (hvis man tror på at vakuum er en slags æter), det gælder også for væsker og luft: Hvis man fx vil flyve hurtigere end lydens hastighed, da behøver man at evne at passere bølgebarrieren, med de resonanser som dette indebærer, som man skal evne at kunne tåle, og dernæst, hvis man insisterer på at bevæge sig hurtigere endnu, da begynder luftmolekyler at udøve gnidningsmodstand. Fordi: De ikke kan nå at komme forholdsvis frivilligt af vejen, bølgehastighed er jo udtryk for den gemmensnitlige hastighed som enheder i substansen dirrer imod hinanden med. Så længe som at man holder sig under denne hastighed, er bevægelse forholdsvis billigt, i motorkraft.

Et ekstremt eksempel: Politi kan ofte nøjes med at betragte den forreste nummerplade på en bil, på en almindelig landevej, for at vide om bilen har kørt ulovligt hurtigt. Fordi: Insekter kan ikke nå at komme af vejen, hvis hastigheden er større end cirka 100 km/timen. Større fart, og insekter bliver knust imod rude og nummerplade. At det er sådan i biologisk verden, er en tilfældighed (de hurtigste fugle evner cirka at flyve og fange insekter så hurtigt), men essensen er den samme: Hvis man kører med tusindevis af kilometer i timen igennem en gigantisk sværm af insekter, da vil de efterhånden ophobe sig så meget på fronten af køretøjet, at bilens vægt efterhånden bliver så stor, at motoren efterhånden ikke længere evner at accelere ret meget. Man vil således finde, at der også i et sådant tænkt eksempel, er en slags øvre naturlig barriere for opnåelige hastigheder. Akkurat som lysets hastighed. Som sagtens ifølge mig kan overskrides, men ikke uden at det koster meget store energimængder, så store at det i praksis indtil videre vil være håbløst at forsøge.

Deraf i øvrigt: Dette bølgebarriere-fænomen er årsagen til, at hvis skibe skal sejle hurtigere end deres bølgebarriere (afhænger af skibets længde), da behøver de at snyde, at søge at skabe fx en luftpude imellem skibet og havet, eller hæve sig op på nogle ski. For at mindske gnidningsmodstanden. Jeg har ofte sejlet kapsejlads i små joller, og dér mærker man tydeligt når man rammer bølgebarrieren, det kan blæse nok så kraftigt på sejlet, der bliver ikke til nogen højere hastighed af den grund, kun til forøget gnidningsvarme imod havet, eller masten brækker. Og altså snyder man, sørger for at vippe båden så den sejler på kanten, fordi dette giver en kunstigt skabt smallere flade imod havet (dermed en kunstigt skabt relativt set længere båd), som hæver bølgebarriere grænsen, man opnår øjeblikkelig en højere fart.

Om teoretisk kraft: Det er vanskeligt at fremvise ligninger, når man intet har at regne på. Jeg afventer hvad CERN måske finder i hadron kollissions maskinen.

Kim !

Hov, Lorentz og Poincaré er ikke en del af Rs...

Elendig amerikanisering... hvad står Rs for, relativitetsteori ? Jeg har ikke lyst til at morse.

Hvis du mener at Lorentz og Poincaré ikke har noget med udviklingen af relativitets teorien at gøre så godnat... hvor skulle lille Einstein ellers har fået ideen fra... du kan bare "google" lidt omkring navnene og se på deres arbejder.

Hvcis vi ser bort fra når jeg henslænger mit legeme til hvile på sofaen for at få en Power Nap må et legeme i hvile og uden graviditionspåvirkning vel kun kunne findes i hvile placeret i et fastlagt midtpunkt mellem to ligelige gravitionskræfter , her kan det så passeres af et legeme der er i bevægelse i en hvilken som helst retning .. Et legeme der er placeret på et legeme på grund af deres fælles gravition er et legeme bragt i tvungen hvile .
Et legeme der bevæger sig på en tværliggende linie melle gravitionskræfter er uanset det er frigjort af disse vel også et legeme i bevægelse indtil det lander på et af gravitionsfelterne , ligegyndigt i hvilken vinkel dette må kunne ske ??
Men jeg har måske misforstået debatten og rørt kende emner .

Der er meget rigtig i det du siger Iver, man kan sige at på overfladen af en graviterende masse er stedet med langsomst forløbende tid og at massen altid søger mod dette sted... dvs et gravitationsfelt kan anses som værende et felt af varierende tidsforløb. Dermed ville et homogen gravitationsfelt betyde at tiden ikke kan gå eller er konstant, og derfor findes der sandsynligvis ikke homogene gravitationsfelter, et sted hvor tiden ikke kan gå kan ingen bevægelse finde sted og så kan man måske tale om absolut hvile.

mvh Berndt

Bernt:

Hvis gravitationkraftlinierne var rumligt homogene burde vi kunne finde flade planeter, men disse er som bekendt for fladpander :o)

Hvor fra ved du, at der ikke findes flade planeter?

I asteroidebæltet findes er der legemer af alle mulige former - måske nogen af dem er flade?

Jeg ved godt, at definitionen på en planet bl.a. er, at den er tilnærmelsesvis kugleformet, men der er vel en glidende overgang ned til legemer med lavere masse, som ikke er kugleformet og derfor godt kan have et tyngdefelt, hvor der er områder med homogenitet.

Selv om disse områder måske kun optræder punktvis må din påstand om, at tiden skulle være gået i stå i et homogent gravitationsfelt vel også gælde her?

Det er sandynligvis også muligt at finde områder/punkter på jorden, hvor gravitationsfeltet er homogent, f.eks. i dale eller bjergegne. Er tiden gået i stå her?

Åh ja. Jeg glemte lige et billede af en fald (små-)planet:

http://da.wikipedia.org/wiki/B....jpg

Den hedder Ida ;-)

Hvor fra ved du, at der ikke findes flade planeter?

...selv om der skulle findes områder hvor du finder et TILNÆRMET homogen gravitationsfelt, så er det ikke universets tilstand, så selvfølgeligt findes der ikke flade planeter. Det er fuldstændig udenfor al diskussion... lille Ida aner næsten ikke hvad gravitationskraft er.

mvh Berndt

Selv om der så kun skulle findes tilnærmede homogene gravitationsfelter, må tiden vel ifølge din påstand gå tilnærmelsesvis i stå, når man nærmer sig et sådant område, f.eks. i en bjergegn?

For tiden gør vel ikke lige pludseligt et spring fra at gå "normalt", når feltet er tilnærmelsesvis homogent, til at gå helt i stå, hvis feltet er eksakt homogent?

For tiden gør vel ikke lige pludseligt et spring fra at gå "normalt", når feltet er tilnærmelsesvis homogent, til at gå helt i stå, hvis feltet er eksakt homogent?

Et godt spørgsmål. Hvad indebærer et homogent tyngdefelt? Det betyder muligvis, at noget ligger stille, eller flyder som én stor blok, hvad dette noget så end måtte være, niveauet under vore atomer. Og det vil betyde, måske, at atomer ikke længere henfalder. Vi ved intet om årsager til henfald, vi anser det for at være tilfældigheder og regner statistisk på det, men, der må være en årsag til atomers henfald, og det kan tænkes at være tyngdebølger eller en slags andre for mig ukendte begivenheder. Hvis henfald ophører, da kan man tale om at tiden står stille. Om det er sådan, at Berndt tænker, er vanskeligt at gennemskue, han har en eller anden fakkel, som han ønsker at tænde ild med, til et stort bål under Einstein?

Homogene tyngdefelter: Vi kan muligvis skabe ét på kunstig vis, men vi underslipper næppe at et sådant lokalt tyngdefelt samtidig kredser omkring Solen, der kredser omkring andre stjerner, der kredser omkring Mælkevejen, der kredser omkring ...

Det drejer sig IKKE om, at der (måske) findes et sted med nogle næsten parallele gravitationskraftlinier, men om at de er rumlig fordelt, hele vejen rund om legemet og så KAN de ikke være parallel.

At tiden vil gå i stå i et homogen felt er temmelig sikkert ikke rigtigt, den vil nok bare være konstant i sit forløb, men frem for alt vil intet kunne falde i et sådan "tyngdefelt", men selv en kunstig skabt flad jernpladeplanet har alt andet end parallele tyngdefeltlinier !

der må være en årsag til atomers henfald

Naturligvis - lige som der er en årsag til at et bestemt lottonummer bliver udtrukket eller en terning lander på en sekser.

Mht til den surrealistiske diskussion om homogene tyngdefelter, så kan man naturligvis - som Berndt -sige, at alle tyngdefelter varierer i rummet. Det man også kan sige er, at denne variation kan blive/gøres vilkårlig lille, dels afhængig af afstand til nærmeste masse, dels afhængig af hvor tæt på hinanden de punkter er hvor man observerer tyngden.

Fysik er baseret på idealiserede modeller af virkeligheden hvor man antager f.eks. at friktion i lejer er nul, snore uelastiske og vægtløse, kugler perfekt runde osv. At afvise de fysiske modeller som vrøvl fordi de ikke er identiske med virkeligheden er naturligvis pip, det er netop modellers natur og styrke at være idealiseringer af virkeligheden. Når Berndt derfor afviser ækvivalensprincippet fordi han kan hævde at der ikke finde homogene tyndgefelter er det vrøvl fordi 1. ækvivalensprincippet er en idealiseret model (som alle fysiske modeller) og 2. fordi man kan skabe/ finde tyngdefelter hvis afvigelse fra homogenitet er vilkårligt lille, meget mindre end Berndt kan registrere på sin 12 cifrede lommeregner.

Og Berndt har stadig ikke forklaret hvad formålet er med at introducere Chandrasekhars grænsemasse i sin gendrivelse af ækvivalensprincippet.

Mvh Søren

Hej Carsten !

Vi ved intet om årsager til henfald, vi anser det for at være tilfældigheder og regner statistisk på det, men, der må være en årsag til atomers henfald, og det kan tænkes at være tyngdebølger eller en slags andre for mig ukendte begivenheder. Hvis henfald ophører, da kan man tale om at tiden står stille.

Se det har jeg tænkt meget over, det er ret forbavsende at du taler om det, jeg turde indtil videre ikke nævne denne side af sagen. Men det jeg kom frem til er at tiden for et stabilt atom står stille, men ikke for et ustabil atom, her er der stadig en eller anden proces i gang, der skal afsluttes med et henfald indtil stabilitet er opnået. Derudover synes det at vise at halveringstiden for ustabile elementer bliver mindre ved afkøling og holder helt op ved det absolutte nulpunkt.

Når Berndt derfor afviser ækvivalensprincippet fordi han kan hævde at der ikke finde homogene tyndgefelter er det vrøvl fordi 1. ækvivalensprincippet er en idealiseret model (som alle fysiske modeller) og 2. fordi man kan skabe/ finde tyngdefelter hvis afvigelse fra homogenitet er vilkårligt lille, meget mindre end Berndt kan registrere på sin 12 cifrede lommeregner.

...meget intelligent Søren :o)

Berndt
Rs; den specielle relativitetsteori
Ra; almindelig relativitetsteori
Jo, Einstein var sikkert inspireret af Lorentz m.fl. - men når Einstein skulle fabrikere Rs, blev den fysisk baseret på et helt helt andet grundlag end Lorentz æter-fysik. Einstein har "lånt" forkortninger/tidsdillation, og selv tilføjet andre effekter - disse "virker" via hastigheden, hos Lorentz virker effekterne ved vekselvirkning med æteren. Lorentz selv var ikke stolt over sin æter-teori, og fremsætter den "med al skyldig forbehold".
Ikke sjældent skrives at Lorentz/Poincaré m.fl. kun var en håndsbredde fra Rs, tæt på og alligevel så langt fra - at de ikke accepterede Rs. Einstein og Lorentz er ikke "næsten" det samme, og at sætte dem i samme båd - er galmandssnak.

Einstein og Lorentz er ikke "næsten" det samme, og at sætte dem i samme båd - er galmandssnak.

Det er stort set det jeg postulerer, Lorentzfaktoren, som den så pænt kaldes kan fås uden det store besvær ved at betragte Chandrasekhars grænsemasse (Søren !!!) og dennes forhold til den grænsemasse der fås af Newtons teori og det faktum at lysets hastighed er en konstant. Så, meget tyder på at Lorentz og Newton kan klare fysikken helt alene (næsten). Det er galmandssnak at sige at Einstein kunne noget Lorentz og Newton i fællesskab ikke kunne... ja.

Impuls er kilogram gange meter divideret med sekund, rigtigt ?? (kg*m/sec)

Hvis ja, hvor stor er en impuls når et sekund varer en uendelighed ? Erkendelsen, hvad siger den nu ?

Og Berndt har stadig ikke forklaret hvad formålet er med at introducere Chandrasekhars grænsemasse i sin gendrivelse af ækvivalensprincippet.

Jeg venter også.

Chandrasekhar grænsen, som jeg ser det, er grænsen hvor elektroner farer så vildt omkring i stjernen, at stjernen er ude af stand til at modtage mere masse fra fx en eventuel ophobningsskive omkring stjernen. Jeg forestiller mig, at stjernen netop da rammer en resonans, fordi stjernens antal elektroner laver så megen vibration, fordi de alle nærmer sig lysets hastighed, at det provokererer et eller andet, som jeg forestiller mig er nogle egenskaber i vakuum. Og som resultat: Stjernen bukker under i sin tilstand, kollapser indad, eller eksploderer udad, helt eller delvist, eller hvad det er der foregår, når stjerner rammer denne grænse?

Hvad har dette med et homogent tyngdefelt at gøre, eller ej?

Hej Carsten !

I første omgang var meningen med Chandrasekhars grænsemasse kun at vise berettigelsen af den fortagede "atomare kvantisering" af Newtons gravitationslov, idet jeg viste konsistensen, med denne grænsemasse som eksempel. Den dybere mening med netop denne masse er at den sammenlignet med den grænsemasse som er givet af Newtons lov alene, pludsligt viser, sådan helt ved siden af, kan man næsten sige, den bare eksistens af Lorentzfaktoren, uden at man befatter sig ret meget med de tanker der ellers fører til Lorentzfaktorens udledning, som er ret mange. Det har jeg ikke vist endnu, så giv mig lidt tid til at forberede denne lidt længere forklaring... indtil da forbliver vi ved de postulerede parallele gravitationskraftlinier, vil jeg foreslå.

mvh Berndt

Impuls er kilogram gange meter divideret med sekund, rigtigt ?? (kg*m/sec)

Hvis ja, hvor stor er en impuls når et sekund varer en uendelighed ? Erkendelsen, hvad siger den nu ?

...ingen forslag ?

...ingen forslag ?

Er dette en fælde?

Hvis et sekund bliver uendelig langt, da standser alle bevægelser, som er lig med en temperatur på nul.

Berndt:

Det drejer sig IKKE om, at der (måske) findes et sted med nogle næsten parallelle gravitationskraftlinier, men om at de er rumlig fordelt, hele vejen rund om legemet og så KAN de ikke være parallel.

Hvad så nede i et hul i en stor masse, som f.eks. i en dal på jorden. Kan der ikke være tilnærmelsesvis parallelle feltlinier dér? Vi er stadig "rundt om legemet".

Da resultatet af Michelson/Morley forsøget (lysets hastighed, var mod forventning ens i alle retninger i forhold til forsøgsopstillingen) blev offentliggjort, ledte teoretikeren Lorentz efter en forklaring, og fustreret nævnte han at kun en art mystisk forkortning af forsøgsapparat - i bevægelsesretningen - kunne forklare den udeblevne æter-effekt, og udarbejdede matematikken. Denne effekt er altså fremsat for at redde den fysisk ikke-detekterbare æter; hvis nu heller ikke forkortninger har eksistens, skal disse så reddes af endnu en ny usandsynlig effekt.
Og så kunne Einstein noget ingen anden kunne vedr. konstant lyshastighed - og fysikken blev med den et rent mysterium - Lorentz og co. havde dog rimeligvis sat den i forhold til æteren.
Lyshastigheden udledes af forholdet ml. to naturkonstanser; men hvad skal hastigheden fysisk ses i forhold til? Jeg spurgte Niels Bohr Institut, og man sagde at det var en universel hastighedskonstans, og tilføjede - "og så er den ikke længere". Mit indlæg er heller ikke længere.

Berndt.
Denne debat vedr. ækvivalens, og de problemstillinger du rejser er ikke ukendt, omend der kan være detallier jeg ikke før har set. Martin Gardner skriver herom i en bog fra 6o érne, der omtrent er på linie med Søren Fosbergs indlæg.
De gamle Lorentz/Poincaré o.a. må du ikke vække til live - det kan nemt vises at deres fysisk, eksperimentelt er direkte urigtig.
I øvrigt var det en en skotte, FitzGerald der, i 1889, var den første med det mærkelige forkortningsforslag.
Nogle fysikere kalder effekten for "tilsyneladende", da den forsvinder ved hvile, og mindsker ikke just mystikken.

Såmænd ikke da, jeg prøver bare at provokere dig til at gå i dialog som det hedder, og svare i stedet for at føre enetaler. Vi er jo i et debatforum - ikke sandt.

Mvh Søren

så selvfølgeligt findes der ikke flade planeter. Det er fuldstændig udenfor al diskussion

Men en pandekage har også et gravitationsfelt. Det kan du vel ikke nægte. Det er vel ikke kun planeter og den slags som har gravitationsfelter.

Mvh Søren

Men det er nu klart at vi dermed har fået en mulighed for at kvantisere Newtons teori således at den kan anvendes på det enkelte jernatom

Det er ikke klart for mig. Hvad mener du med at kvantisere Newtons teori?

Hvorfor svarer du ikke på mine spørgsmål? Et af gangen - systematisk. Jeg gider snart ikke bruge mere tid på dig hvis du ikke forklarer dig. Jeg er til dato den eneste her som forsøger at finde en mening med det du skriver. Jeg spiller ikke dum med vilje. Du vil gerne have man læser dine indlæg, men vil ikke forklare dig.

?

Mvh Søren

Lorentzfaktor = c / (sqr( (c * c) - (u * u) )
c : lysets hastighed
u : lokal oplevet fysisk hastighed

Tegnet ind i et koordinatsystem:
http://en.wikipedia.org/wiki/F....svg

Spørgsmål: Ved vi noget om, om kurven er så fin i det virkelige liv (har nogen udført detaljerede målinger)? Jeg spørger, fordi det kunne tænkes, at der fx er resonanser ved visse hastigheder, eller at der er knækpunkter (hvor kurvens vækstgrad afviger, før og efter.)

Og et andet spørgsmål:

Princip-tegning af et Michelson-Morley forsøg:
http://en.wikipedia.org/wiki/F....svg

Et sådant forsøg afprøver, om lys sendt i visse retninger, når hurtigere frem, end lys sendt i andre retninger. Tanken bag disse forsøg er, og nu kommer mit eget forsøg på en beskrivelse:

1. At hvis der findes en »æter« (at vakuum er en substans),
2. og dermed at lys er bølgebevægelser i denne substans ingredienser,
3. da bør der være ætervinde,
4. (fordi: Argument, at store koncentrationer af atomer der bevæge sig, fx Jorden, danner hvirvler,)
5. og da bør lys ankomme med forsinkelse,
afhængig af om lys er i medvind eller ej.

Vi ved om det samlede resultat af denne kæde, at det mislykkes i forsøg, på trods af stor præcision, og som betyder at hypotesen afvises.

Dermed mit spørgsmålet, om alle argumenter i denne kæde er sande? Hvorfor mener man, at der behøver at være ætervinde, hvis der er en æter? Kunne en mulighed være, at æteren er et tredimensionelt gitter af en eller anden art? Eller er der argumenter imod dette?

Søren Fosberg.

Hvordan kvantiseres et stykke jern der vejer fx 1 kilogram, hvad Søren ? Kunne det tænkes at det var så simpel som at dividere dette kilogram med jernatomets vægt. ( Og nu fortæller du mig at Einstein har sagt at energi også tiltrækkes af gravitationen :o)

Men en pandekage har også et gravitationsfelt. Det kan du vel ikke nægte. Det er vel ikke kun planeter og den slags som har gravitationsfelter.

Det undrer mig at man skal søge så fortvivlet efter en umulighed, i stedet for at sige Einstein var skør...

Noget som ingen rigtig kan finde (bortset fra i pandekager) er altså grundlag af "vor største erkendelse", og det forsvares ihærdig ...det er mere end bare latterligt.

Selv en pandekages gravitationsfelt er inhomogen, men dine pandekager er måske uendeligt i deres areal... Jeg går også ud fra du mener at orbit omkring en kunstig terningeformet planet er firekantet og at gravitationskraftlinierne udtræder parallel fra hver flade ;o)

mvh Berndt

Bjarne !

Hvad så nede i et hul i en stor masse, som f.eks. i en dal på jorden. Kan der ikke være tilnærmelsesvis parallelle feltlinier dér? Vi er stadig "rundt om legemet".

Jeg vil forslå at du tager papir blyant og regnemaskine og regner samt tegner lidt omkring disse sager, det er ikke så vanskeligt. Men du må da selv synes at det er lidt vanskeligt at finde disse påståede homogene gravitationskraftlinier der skal være grundlag i en teori.

mvh Berndt

...ingen forslag ?

Er dette en fælde?

Hvis et sekund bliver uendelig langt, da standser alle bevægelser, som er lig med en temperatur på nul.

Ja Carsten det var en fælde ! For at fange argumentet at massen går mod uendeligt eller at der skal uendelig meget energi til for at accelerere et jernatom til lysets hastighed.

Impulsen af en masse der bevæger sig med lysets hastighed er altså nul, og den relativistiske impuls Pr er

Pr= m*v*(1-V^2/C^2)^0,5

og IKKE

Pr= m*v/(1-V^2/C^2)^0,5

mvh Berndt

Berndt,
Hvad betyder bogstavet i på venstre side, af den ligning du skriver?

Berndt skriver:
”Vo er ikke frigørelseshastigheden, den er kun interessant for et levende væsen der vil forlade overfladen af legemet. Denne hastighed er for det graviterende legeme ligegyldigt, det er derimod overfladens orbithastighed, som for legemet er en imaginær størrelse, der har sin fulde imaginære berettigelse, idet gravitationsenergien er negativ. Massens imaginære overflade orbithastighed iVo fås af

iVo=(Go*m/Rm)^0,5 ”

MATEMATISK FEJL! ET FALSK UDSAGN
Hvis bogstavet i er forkortelse for kvadratroden af tallet (-1) (den imaginære enhed), og Vo, Go, m og Rm er reelle tal, så er det forkert med ligheden:

(1) iVo=(Go*m/Rm)^0,5

Venstre side af udtrykket (1) er et komplekst tal, mens højre side af (1) er et reelt tal. Og det kan ikke lade sig gøre!

De efterfølgende regninger er så heller ikke rigtige.

Hilsen fra
Louis Nielsen

Ja og gudfader bevare mig... det mener du ? Du kan altså ikke se at overflade orbithastigheden nødvendigvis må være imaginær ?

Hej Berndt,
Nej, jeg forstår ikke, hvad du mener, når du bruger ordet imaginær.

- Hvad er i i din formel?
- Hvad er "en imaginær overfladehastighed"?
- Er Vo i dine formler et komplekst tal?
- Du er vel tilhænger af rationel 'Newtonsk Fysik'?

Hilsen fra
Louis