The Wayback Machine - https://web.archive.org/web/20090117004330/http://ing.dk:80/grupper/kernekraft-i-DK/forum/110144
Log ind  |  Ny bruger  |  Glemt adgangskode
   
Ingeniøren  /  Grupper  /  Kernekraft - måske også i Danmark..?  /  Forum  /  Pebble bed-reaktoren
RSS Kommentarer (1)
avatar

Pebble bed-reaktoren

Af Niels Colding, 06.01.2009 kl 19:25


I takt med at udlandet viser stadig større interesse for udnyttelse af kernekraft, virker det som om, at der er ved at dannes brecher i modstanden mod a-kraft herhjemme. Ikke blandt politikere, men i befolkningen som helhed. Skræmmekampagnen er ved at tabe momentum, og folk er nu i det mindste parate til at diskutere muligheden. Desværre er det meget svært at forstå, hvordan kernereaktionerne tæmmes og nyttiggøres til civile formål. Pebble Bed-raktoren (kuglereaktoren) integrerer en række umiddelbart fordelagtige elementer, at den burde bruges som et skoleeksempel på den moderne generation IV-reaktor.

1)
Den er modulært opbygget, selv de største komponenter, dvs. selve reaktoren, kan transporteres på lastbil. Dermed kan alle elementer så at sige fremstilles fabriksmæssigt på samlebånd. Hver enkelt lille reaktor kan operere selvstændigt, men kan også sammenbygges til større "batterier". På grund af fabriksbyggede enkeltdele nedsættes byggetiden betydeligt. Måske helt ned til 2 år.

2)
Brændselselementerne – TRISO-kuglerne – er parate til endelig deponering sådan som de er på grund af deres modstandsdygtighed over for ydre påvirkninger af nær sagt enhver art. Disse tennisboldstore kugler kan fremstilles i en løbende proces, hvilket alt andet lige nedsætter produktionsomkostningerne.

3)
Teknologien er udviklet i Tyskland – de fleste vil nok mene, at selve dette faktum borger for kvalitet - men blev overtaget af Kina og Sydafrika. Da forskningen blev stoppet i Tyskland, var man i gang med at afprøve thorium som brændstof. Det tolker jeg som en de facto-mulighed for at omgå plutoniumtrinnet, hvilket også må anses for at være en absolut fordel.

4)
Pebble bed-reaktoren er en højtemperaturreaktor med en høj virkningsgrad. Driftstemperaturen er så tilpas høj, at højtemperaturelektrolyse ligger lige for. Dermed åbnes døren til en massiv udnyttelse af brændselsceller, der måske næres af "brintpillen", ren brint eller måske ammoniak og kunne måske på sigt ses i et smukt samarbejde med zebra –batteriet.

5)
Reaktoren kan reguleres op og ned i effekt i løbet af sekunder, idet det er mængden af reaktorens kølemedium helium, der bestemmer reaktorens effekt. Pumpes der kun små mængder kølemiddel igennem reaktoren, er effekten lav og omvendt. På denne måde kunne kuglereaktoren virke som støttepædagog for de uregulerbare vindmøller, der tit glemmer, hvad de er skabt for.

6)
Reaktorsikkerheden er så høj, at bynær placering ikke bør udelukkes, hvorved anlæggets varmeafgivelse også kan udnyttes i fjernvarmenettet.

7)
Jeg tager i høj grad udgangspunkt i mig selv, når jeg hævder, at denne reaktortype desuden udmærker sig ved at være til at forstå for lægmænd. Enkelthed fremmer forståelsen.