The Wayback Machine - https://web.archive.org/web/20090117014816/http://ing.dk:80/artikel/94794-dr-tillidsrepraesentant-vi-evakuerer-dr-byen-om-to-uger
Log ind  |  Ny bruger  |  Glemt adgangskode
   
Forsiden  /  Nyheder  /  Byggeri  /  DR-tillidsrepræsentant: Vi evakuerer DR Byen om to uger
 

Hvad mener du?

 
Skal vi forbyde al brug af kviksølv i Danmark?



Deltag i debatten

DR-tillidsrepræsentant: Vi evakuerer DR Byen om to uger

Hvis antallet af sygemeldinger ikke falder, vil DR overveje at evakuere nyhedsrummet i DR Byen. Det store rum er så koldt og fyldt med træk, at medarbejderne bukker under.

Af Andreas Sune Hansen,  onsdag 14. jan 2009 kl. 10:25

Seks store parasoller og en række varmeblæsere udgør det seneste tiltag mod elendigt indeklima i DR Byens nyhedsnerve, Segment 2, hvor mediehusets mange nyhedsredaktioner har hjemme.

Blæserne skal skabe nye vinde, og parasollerne skal stoppe den kolde luft, der falder ned fra loftet, og til sammen udgør de det, der bliver kaldt en "lappeløsning". For de store klimaproblemer, som DR Byen har kæmpet med siden indflytningen, fortsætter i den kolde tid.

»Virkeligheden i rummet har i de sidste par uger været så dramatisk og voldsom, at folk har mistet tålmodigheden. De går hjem og er syge. Sådan kan du ikke drive en virksomhed«, siger Dines Boertmann, tillidsrepræsentant for DR Nyheder, til pol.dk og fortsætter:

»Nu giver vi det 14 dage. Hvis antallet af sygemeldinger og henvendelser til tillidsrepræsentanterne ikke falder, så er der kun en vej. Så er næste skridt, at vi bliver nødt til at diskutere, om rummet skal evakueres.«

Utætte vinduer og underdimensioneret køle- og varmeanlæg
De store klimaproblemer i DR Byen skyldes blandt andet et underdimensioneret køle- og varmeanlæg samt store glaspartier og utætte vinduer.

»Vi er dybt ulykkelige over at skulle gøre det, for de praktiske konsekvenser er ekstremt vidtrækkende. Det vil være ærgerligt at skulle splitte det hele, fordi nogen har klokket helt eminent i projekteringen. Det er ikke noget vi stræber efter, men der skal ikke ret meget til, så er der ikke noget alternativ«, siger Dines Boertmann.

Sidste år blev det besluttet, at Rambøll og Nobel Arkitekter skal stå for udbedringerne, der kommer til at koste 35-55 millioner kroner. Men udbedringsarbejdet er først færdig til næste år.

»Situationen er ubærlig. Vi kan ikke vente til august 2010. Hele organisationen vil falde fra hinanden, fordi sygdomsfrekvensen vil blive for voldsom. Men ledelsen har forstået, at problemet er alvorligt, og nu må vi så se, om de akutte tiltag har en virkning«, siger Dines Boertmann.

Ifølge Dines Boertmann er tillidsrepræsentanterne enige med DR Byens ledelse om, at man allerede nu går i gang med at undersøge, hvor nyhedsredaktionerne eventuelt kan flytte hen. Begge parter er enige om, at der er et problem.

RSS Kommentarer (17)
avatar

Der findes ikke dårligt vejr...

Af Ole Borg, 14.01.2009 kl 14:02
Det kan da godt være, at påklædning efter forholdene ville se uvant ud på skærmen, men på den anden side :o)
avatar

Hvor er logikken?

Af Carsten Scherrebeck Møller, 14.01.2009 kl 14:25
Det kan ikke være rigtigt, at man ikke straks kan lave en nødløsning. Drag dog til Nyhavn og spørg restauratørerne, om hvor de har købt deres udendørs infrarøde apparater til at lune om gæsterne. De kender også til kulde fra oven, derfor har nogle af dem udtænkt særlige parasoller, som de nu og da anvender. Eller spørg i Tivoli. Hvor som helst. Opsæt dog sådanne, og opsæt nogle læskærme af smukke kunstfibre, man kan se og lytte igennem sådanne, der er luft igennem sådanne, og alligevel vil de give læ. Alt sådant udstyr vil ikke være noget tab, for det kan genbruges bagefter. Er det umuligt at tænke kreativt i en kreativ branche? Ring til Civilforsvaret. Den lokale kaserne. Der findes mobile apparater der med varmluft kan ophede selv meget store messetelte for hundreder af soldater ad gangen. Er det sådan, at flovhed over en tåbelig bygning forhindrer nogen i at træffe rationelle beslutninger?
avatar

Arbejdstilsynet??

Af Hans Henrik Hansen, 14.01.2009 kl 14:46

Det kan undre, at Arbejdstilsynet ikke nævnes med ét ord! Har de mon slet ikke været inde i billedet? Hvis ikke, kunne grunden være interessant at vide - hvis de HAR været der, kunne det være spændende at høre om deres vurdering, eventuelle påbud mv.!! :)
avatar

Re: Hvor er logikken?

Af Ebbe Tranberg, 14.01.2009 kl 15:06
.. opsæt nogle læskærme af smukke kunstfibre, man kan se og lytte igennem sådanne, ..


Det er også en del af problemet. Hvordan skal de kunne koncentrere sig når de er sammen med hundredevis af andre mennesker i ét rum? Vidensdeling min bare r..

Sådan går det når æstetikken betyder 90% og funktionen 10% fordi arkitekterne vil bygge monumenter over dem selv.
avatar

Trykprøvning?

Af Knud Kjeldgaard, 14.01.2009 kl 15:37
”Utætte vinduer”. Gælder kraver om trykprøvning af bygninger ikke på den slags byggeri? eller er det bare mere ”byggesjusk”?
avatar

Træk

Af Peter Hansen, 14.01.2009 kl 16:41
Jeg vil mene at problemet er træk (og ikke udelukkende temparaturen). Er der nogen der kender noget til hvordan det måles og defineres? Hvordan opstår det?

Har læst et sted at næsten alle stenaldermennesker døde med gigt, fordi deres huse trak. Det kan man se af knoglerne.

Jeg har tit oplevet at mange finder sig i træk på arbejdspladsen, men det er vel egentlig ret alvorligt. Står der noget i reglerne om træk?
avatar

Re: Trykprøvning?

Af Ricky Berner, 14.01.2009 kl 18:11
nej det gør den ikke da byggetilladelsen er givet før BR-08 trådte i kraft, desværre er det langt fra det eneste byggeri med indeklimaproblemer, som skyldes ubrugelig akitektur . prøv eksempelvis at se
på saxobanks nye domisil.
spændende arkitektur, men ubrugeligt i daglig drift....
avatar

Re: Re: Hvor er logikken?

Af Philip Grove, 15.01.2009 kl 11:44

Det er også en del af problemet. Hvordan skal de kunne koncentrere sig når de er sammen med hundredevis af andre mennesker i ét rum? Vidensdeling min bare r..


Jeg sidder til dagligt i et kontor miljø hvor der sidder ikke mindre end omkring 800 mennesker og har ingen problemer med at koncentrere mig. Storrumskontorer er ikke per definition en dårlig ting, det kommer helt an på udførelsen. Desværre har vi på det seneste set mange dårlige eksempler med dårligt indeklima og støjproblemer.
avatar

Re: Træk

Af Hans Henrik Hansen, 15.01.2009 kl 12:05

Har læst et sted at næsten alle stenaldermennesker døde med gigt, fordi deres huse trak

- og i seneste 'Weekendavisen' står at læse, at kridttidens dyr 'humpede om med blandt andet leddegigt og svære betændelser'; dét skyldtes dog næppe træk i husene!? :)
avatar

Re: Der findes ikke dårligt vejr...

Af Nikolaj Rasmussen, 16.01.2009 kl 01:30
Det kan da godt være, at påklædning efter forholdene ville se uvant ud på skærmen, men på den anden side :o)

Jeps, de arme journalister kan bare få fat i noget uldent undertøj. Hvis en vestjysk fisker ikke bliver syg af vestenvinden, hvorfor skulle en journalist så blive syg af lidt træk?
avatar

Darwin

Af Ebbe Tranberg, 16.01.2009 kl 08:37
Jeps, de arme journalister kan bare få fat i noget uldent undertøj. Hvis en vestjysk fisker ikke bliver syg af vestenvinden, hvorfor skulle en journalist så blive syg af lidt træk?


Når mennesker arbejder fysisk eller generelt bevæger sig registrerer vi ikke de små forskelle i lufttemperatur og -hastighed samt strålingstemperatur. Når vi sidder stille bemærker vi selv små forskelle, og kan uden videre identificere de kolde flader.

Nogen er mere følsomme end andre, også for støj, det er medfødt og ikke bare noget man kan bide i sig eller lade være med at tænke på.

Det kan da ikke være meningen at lokalernes dysfunktionalitet skal give sig udtryk i en slags "survival of the fittest" med udskilning af de mennesker der ikke kan arbejde fra et lånt skrivebord midt i afgangshallen på Hovedbanegården?
avatar

Jagtbutikken ;-)

Af Frithiof Andreas Jensen, 16.01.2009 kl 09:19
Journalisterne må allesammen hen i jagtbutikken og købe noget odentligt tøj der er designet til at man sidder stille i træk og kulde i lang tid. Jeg har selv købt et sæt til luftning af hunden; MEGET, øh, "traditionelle" farver og snit men tøjet er uendeligt meget bedre at opholde sig i udendørs end de tidligere sæt fra sportbutikkernes modemærker.

Forøvrigt; B&O's hovedkvarter i Struer er et andet exempel på hvordan det er at leve inde i et monument over et arkitektfirmahs creativitet - hvis nogen taber en blyant i kælderen giver det ekko på øverste etage.
avatar

Re: Jagtbutikken ;-)

Af Carsten Scherrebeck Møller, 16.01.2009 kl 11:25
Forøvrigt; B&O's hovedkvarter i Struer er et andet exempel på hvordan det er at leve inde i et monument over et arkitektfirmahs creativitet - hvis nogen taber en blyant i kælderen giver det ekko på øverste etage.


Vel en overdrivelse? Hvordan kan et selskab beskæftige sig med hi-fi og ikke have forstand på lyddæmpning?
avatar

Re: Re: Jagtbutikken ;-)

Af Søren Koch, 16.01.2009 kl 12:12
Forøvrigt; B&O's hovedkvarter i Struer er et andet exempel på hvordan det er at leve inde i et monument over et arkitektfirmahs creativitet - hvis nogen taber en blyant i kælderen giver det ekko på øverste etage.


Vel en overdrivelse? Hvordan kan et selskab beskæftige sig med hi-fi og ikke have forstand på lyddæmpning?


Det siger jo intet om hvilken viden arkitekten havde om lydæmpning / akustik..... (og det er desværre ikke ukendt at arkitekter har en klausul i kontrakten om at designet ikke må ændres efterfølgende uden hans/hendes godkendelse)
avatar

Re: Re: Re: Jagtbutikken ;-)

Af Carsten Scherrebeck Møller, 16.01.2009 kl 13:00
Det siger jo intet om hvilken viden arkitekten havde om lydæmpning / akustik.....


Muligvis ikke, men bygherren må da have haft nogle meninger? I øvrigt er arkitektur defineret som bygningskunst, der kun opfylder hvad det skal gøre, hvis der er tale om urokkelighed, brugbarhed og fryd. I alle de tilfælde, hvor disse krav ikke er opfyldt, er arkitekten inkompetent.

Nu og da, desværre, er en skandale så stor, at den bliver fornægtet. Jeg har hos en arbejdsgiver oplevet, at personalet blev kogt om sommeren. Problemet var, at det anvendte airconditionsystem var selskabets eget produkt, og at selskabet levede af at sælge det.
avatar

Re: Re: Jagtbutikken ;-)

Af Frithiof Andreas Jensen, 16.01.2009 kl 13:23
Vel en overdrivelse? Hvordan kan et selskab beskæftige sig med hi-fi og ikke have forstand på lyddæmpning?


Nemt - der er særdeles ofte en, skal vi sige, meget beskeden vidensdeling mellem en virksomheds ledelse og resten af virksomheden.
avatar

Re: Re: Re: Re: Jagtbutikken ;-)

Af Frithiof Andreas Jensen, 16.01.2009 kl 13:27
Problemet var, at det anvendte airconditionsystem var selskabets eget produkt, og at selskabet levede af at sælge det


Hehe - Jeg har oplevet noget lignende et andet sted hvor det viste sig at der var installeret elektrisk gulvvarme i produktionen og den havde været tændt på fuldt blus siden engang i 1980'erne .... ;-)

 
Rank 2008
Se Nyhedsmagasinet Ingeniørens årlige benchmark af danske ingeniørvirksomheders styrke.