Kollisioner mellem fugle og fly er ikke et stort problem i Danmark, selv om der er kyster og store yngleområder tæt på for eksempel Københavns Lufthavn. Men i juli og august er problemet størst, især med måger.
Dansk luftfart er ikke voldsomt plaget af birdstrikes, altså sammenstød mellem fugle og fly. Spørgsmålet er aktuelt, efter at en Airbus 320 i går fik en fugleflok ind i begge motorer og blev tvunget til at nødlande i Hudson-floden i New York, tæt på Ground Zero.
»Sammenstød med fugle forekommer selvfølgelig også i Danmark, men der gøres et stort og seriøst arbejde med at forhindre birdstrikes,« siger flyvechef Sørens Byrielsen fra flyselskabet Cimber Sterling.
Til forskel fra USA, hvor store fugle som gæs og kalkungribbe er problematiske, så er mågerne det største problem for dansk luftfart.
»Vi har også gæs og ænder i Danmark, men fordi vi har så meget kyst omkring os, så er mågerne det største problem her,« siger Søren Byrielsen.
Samme opfattelse har man i Naviair, som står for overvågningen af luftrummet i Danmark. Fugle er ikke et problem for luftfarten i det daglige.
Naviairs pressetjeneste oplyser, at der ikke i nyere tid har været episoder, hvor fugle har givet anledning til nødberedskab.
Men det skyldes, at for eksempel Københavns Lufthavn har et helt korps af jægere og "mågebiler", som holder øje med fugleflokke i lufthavnsområdet, og som kører ud og skræmmer fuglene væk med skræmmeskud, når det er nødvendigt.
Fra lufthavnenes kontroltårne holdes også øje med fugleflokke, og hvis sådan en flok finder på at krydse flyvezonen - uden radiotilladelse fra tårnet - så bliver flytrafikken omdirigeret. Flyvelederne har ingen særlige radartyper, beregnet på at spotte fugleflokke.
Birdstrike-problemet blev undersøgt i 1996
Situationen har imidlertid ikke altid været så positiv. I december 1999 blev der i Folketinget stillet kritiske spørgsmål til trafikministeren, fordi piloternes formand mente, der skulle "lig på bordet", før nogen tog sig af fugleproblemet i Kastrup.
Tre år tidligere udgav Danmarks Miljøundersøgelser en rapport (se link nedenfor), som undersøgte birdstrike-problemet i Københavns Lufthavn i forbindelse med fredningen af Saltholm i 1993.
Rapporten antog, at der ville gå 10 år, før de forskellige fuglearters adfærd tilpassede sig de nye forhold som følge af fredningen, men forventede i øvrigt ikke, at den ville give luftfarten øgede problemer.
Rapporten fortæller, at der i perioden 1976-1995 blev registreret 902 birdstrikes i Københavns Lufthavn. Heraf skete 76,8 procent i luften over selv lufthavnen, resten under indflyvning, udflyvning eller ude på flyruten. Nyere, amerikanske undersøgelser viser imidlertid, at kun hver femte birdstrike bliver rapporteret.
Det er nemlig ikke alle fugle, der er problematiske, navnlig efter at flyindustrien i årevis har søgt at "hærde" flymotorer, så de tåler et fuglesammenstød bedst muligt.
Småfugle kan derfor være ufarlige, mens tungere fugle som ænder, gæs og svaner kan gøre stor skade, hvis de rammer en motors kompressorblade eller knalder igennem et cockpitvindue.
Rapporten nævner, at de fleste birdstrikes ved København sker i juli-august. Fordelingen ligner en normalfordeling med toppunkt i de to måneder.
De fleste fugle, der rammer fly, er måger (29,3 procent), rovfugle (23,1 procent), spurvefugle (21,7 procent) og vadefugle (13,1 procent). Birdstrikes sker i øvrigt sjældent om natten.
Fugle kan ses på radar, selv enkeltfugle. Men ifølge rapporten forsvinder de i støj (ground clutter), og da lufthavnes radar, netop for at undgå støj, bortsorterer alle blink, som bevæger sig langsommere end 45 km/t, forsvinder fuglene altså fra radaroperatørernes opmærksomhed. De skal opdages visuelt.
Gaskanoner kan også skræmme fuglene væk
En standard, der er udgivet af International Birdstrikes Committee, opgiver en række præventive foranstaltninger med forskellige effektiviteter.
For eksempel kan man spænde net ud over damme og vådområder, som kan tiltrække andefugle. Muligheden for at skyde efter fuglene kan suppleres med gaskanoner, som støjer. Men erfaringer viser, at fuglene vænner sig til den slags.
Derimod vænner de sig ikke til rovfugle. Derfor eksperimenteres for eksempel med trænede falke, som virker skræmmende på fuglelivet.
Hastigheden er afgørende
Den energi, der udløses i sammenstødet er proportional med fuglens vægt gange hastighedsforskellen i anden. Da de fleste birdstrikes sker under en kilometers højde, det vil sige under indflyvning eller udflyvning, så er flyenes hastigheder sjældent høje. Nogle få hundrede km/t.
Derfor er anbefalingen til piloter at flyve langsomt, hvor de kan, og med færrest mulige motoromdrejninger, hvis de nærmer sig et lufthavnsområde, hvor der kunne være problemer. Det vil nedsætte kollisionsenergien, hvis uheldet er ude. Ikke alene bliver sammenstødets voldsomhed mindre, men fuglene får også større mulighed for at opdage flyet og undvige.
Den amerikanske birdstrike kommité fastslår, at fugleproblemet koster USA over tre milliarder kroner om året. Mere end 200 personer har mistet livet af den årsag siden 1988.
Danske lufthavne har som nævnt ikke særlige fugleradar, men de findes. En amerikansk radarproducent, DeTect Inc. i Florida, kan levere en automatisk radar, som giver alarm, hvis der kommer fugle i nærheden af et lufthavnsområde.
ingeniøruddannelse
Mikrobølger og