The Wayback Machine - https://web.archive.org/web/20090118035151/http://ing.dk:80/artikel/94938-arbejdstilsynet-regnefejl-er-oplagt-forklaring-paa-hal-kollaps
Log ind  |  Ny bruger  |  Glemt adgangskode
   
Forsiden  /  Nyheder  /  Byggeri  /  Arbejdstilsynet: Regnefejl er oplagt forklaring på hal-kollaps
 

Hvad mener du?

 
Skal vi forbyde al brug af kviksølv i Danmark?



Deltag i debatten

Arbejdstilsynet: Regnefejl er oplagt forklaring på hal-kollaps

Nu tyder det på, at totalentreprenøren EK Enterprise lavede en regnefejl under projekteringen, der førte til kollapset af skøjtehallen i Rødovre. Teorier om manglende afstivning er sat på stand-by.

Af Birgitte Marfelt,  fredag 16. jan 2009 kl. 16:41

Undersøgelsen af, hvorfor ishockeyhallen i Rødovre styrtede sammen frikender kranføreren og finder heller intet, der tyder på, at afstivninger er fjernet. Derimod tyder en del på, at totalentreprenøren EK Entreprise, der har udført de statiske beregninger, har lavet en fejl.

Det er i hvert fald det spor, som Arbejdstilsynets teknikere vil forfølge på grundlag af undersøgelsen fra det rådgivende ingeniørfirma, Midtconsult.

»Det er vores vurdering, at der er tale om en fejl under projekteringen, og det er det spor, som vores ingeniører i de kommende dage vil følge,« siger Jakob Hjuler Tamsmark, pressechef i Arbejdstilsynet.

Undersøgelsen af hvorfor betondækket på den kombinerede ishockey- og tennishal i Rødovre styrtede sammen er gennemført af det store jyske rådgivende ingeniørfirma Midtconsult, der har erfaring fra en række svømmehaller, badelande, hoteller, messe- og kongrescentre på deres reference.

Det er en af Midtconsults ejere, ingeniør Jens Meldgaard, der har fastlagt hændelsesforløbet. Han sendte notatet om, hvad der skete og hvorfor, til hallens totalentreprenør, EK Entreprise, i formiddags. Derfra røg det umiddelbart videre til Arbejdstilsynet, der nu har erklæret sig enig i konklusionen.

Ing.dk har bedt om indsigt og fået notatet, der fastslår, »at en vandret påvirkning af ukendt størrelse har medført, at stålgitterdragerne har mistet sidestabiliteten og kippet, med sammenstyrtningen til følge«. Og:

»Forklaringen på, at gavlen vælter, er, at friktionen mellem dæk og gavlelement er større end mellem dæk og det malede stålgitterspær.«

Det er spørgsmålet om, hvorvidt den vandrette påvirkning af ukendt størrelse var taget med i EK Entreprises beregninger, som Arbejdstilsynets teknikere vil interessere sig for. Selv siger Jens Meldgaard:

»Jeg var på byggepladsen i går og mødtes med kranfirma, montagefolk og alle involverede. Og nu har jeg skrevet det, som jeg tror på. Jeg tager derimod ikke stilling til, hvem den ansvarlige er. Der er forsikringsselskaber blandet ind i det. Så det er op til juristerne på baggrund af mit notat.«

I går bad Rødovre Kommune Øllgaard Ingeniører, der har lavet forprojekt på hallen for kommunen, om at gennemføre undersøgelsen.

Men ifølge Bjarne Macheel fra Øllgaard Ingeniører bad husrådgiveren fra starten kommunen om at finde en udefra til at lede undersøgelsen, netop fordi Øllgaard har været bygherrerådgiver.

Da det samtidig var et krav fra Arbejdstilsynet og de involverede forsikringsselskaber, blev Midtconsult bedt om opklare sagen

Om hallens færdiggørelsesniveau, skriver Jens Meldgaard i notatet:

”Montagen af den nye skøjtehal havde onsdag middag nået et stade, hvor alle facadebetonelementer, bortset fra ved to køreveje for kran, var monteret. Elementerne var på almindelig vis sikret med skråstivere. Ligeledes var alle syv 31 meter lange stålgitterspær oplagt, understøttet på facadeelementerne. For at stabilisere stålgitterdragerne var der monteret en vandret forbindelse hele vejen igennem bygningen fra gavl til gavle. På stålgitterdragerne var der oplagt huldækelementer.”

Det fremgår af notatet, at den vandrette forbindelse var flyttet lidt væk fra spærmidten af hensyn til til kranens placering, at ”en vandret stålstang” også flyttes, og at bolt og møtrik er fjernet. Kranen har fat i stålstangen ved hjælp af to stropper, og kranføreren, som bliver styret via walkie-talkie, får ordre til at stramme til. Det er under den manøvre, at den ukendte vandrette påvirkning får stålgitterdragerne til at miste stabiliteten. Og dermed var sammenstyrtningen en realitet.

RSS Kommentarer (2)
avatar

Lad os alle gætte...

Af Svend Andersen, 16.01.2009 kl 21:25
ing.dk onsdag.

Skøjtehal brasede sammen, fordi afstivning blev fjernet

... fordi en afstivning blev fjernet...

http://ing.dk/artikel/94800-sk...rnet


ing.dk fredag.

...finder heller intet, der tyder på, at afstivninger er fjernet...



Onsdag er den faldet sammen, fordi afstivningen er fjernet. Det er der slet ikke tvivl om.
Fredag er tonen en hel anden.

Jeg synes at det er lidt svagt med al den gætteri på ing.dk
avatar

Rødovre skøjtehal

Af jens meldgaard, 16.01.2009 kl 23:43
Det er jo netop fordi, at den vandrette afstivning er
afmonteret. Derfor bliver den vandrette søjlelængde
dobbelt så stor og kipningen meget forværret. Så det er ikke EK`s beregninger der er noget i vejen med. Selve montagen er o.k. indtil den vandrette stang
bliver afmonteret. Venligst bekræft det Birgitte Marfeldt. Og så hedder jeg iøvrigt Jens.
M.v.h. Jens

 
Rank 2008
Se Nyhedsmagasinet Ingeniørens årlige benchmark af danske ingeniørvirksomheders styrke.