Debatindlæg: CO2-visioner og virkelighedens alvor

Af Klaus Illum, Civilingeniør, lic. tech, ECO Consult,  fredag 16. jan 2009 kl. 05:55

Dette er en udvidet udgivelse af kronikken i Ingeniøren den 16. januar 2009 med supplerende figurer og tabeller.

Hvis Anders Fogh Rasmussen havde holdt sin grønne nytårstale i 2002, var vi måske nu kommet et stykke på vej til virkeliggørelsen af de storstilede visioner, han talte om ved indgangen til det år, hvor han (formodentlig) bliver vært for de afgørende internationale klimaforhandlinger i København. Nu haster det med at få øjnene op for den globale virkelighed, hvori visionerne skal realiseres. Klimaproblemet er for alvorligt til at blive gjort til genstand for et politisk stunt.

Det store spørgsmål på klimakonferencen bliver fordelingen af CO2-udslipsreduktionen på henholdsvis udviklingslandene og de udviklede storforbrugende lande, der i dag med en befolkning på 19% af verdens samlede befolkning tegner sig for 52% af CO2-udslippet - 62% når det CO2-udslip, der skal tilskrives disse landes vareimport fra Kina og Indien regnes med.

Ifølge IPCC og James Hansen, NASA, et.al. skal det globale CO2-udslip frem til 2050 formindskes til 20% af udslippet i år 2000 for at stabilisere CO2-koncentrationen i atmosfæren ved højst 350 ppm mod 385 ppm i dag og derved at begrænse den globale temperaturstigning til ca. 2 grader. Det Internationale Energiagentur (IEA) antager i deres BLUE scenarie, at udslippet i 2050 kun nedbringes til 50% af udslippet i 2005, svarende til stabilisering ved omkring 450 ppm.

Uanset om man vælger den ene eller den anden af disse to reduktionsmålsætninger, kommer man som vist i figur 1 og 2 til den konklusion, at CO2-udslippet i de storforbrugende lande i Nordamerika og Europa samt Japan, Australien og New Zealand allerede i 2030 skal formindskes til 20 - 25% af det nuværende udslip. Fordi (1) befolkningstallet i den øvrige verdens lande vokser med 900 millioner frem til 2030; (2) det gennemsnitlige udslip per person i disse lande, som i dag kun udgør 1/5 af udslippet per person i de storforbrugende lande, ikke kan formindskes yderligere; og (3) 20 - 25% deres samlede udslip skyldes deres produktion af varer, der eksporteres til de storforbrugende lande. Kun en global økonomisk depression med yderligere fattigdom i udviklingslandenes store befolkninger til følge kan standse væksten i deres CO2-udslip. Tabel 1 og 2 viser den globale ulighed i forbrugsfordelingen.

EU-målsætningen om en 20% reduktion i 2020 er således helt utilstrækkelig, med mindre der sker en meget hurtig nedtrapning af CO2-udslippet i de andre storforbrugende lande, især i USA.
Kyoto-protokollen af 1997 giver de OECD-lande, der har ratificeret protokollen, mulighed for at udnytte de såkaldte Clean Development Mechanisms (CDM). Disse ‘mekanismer’ tillader dem at indregne CO2-reduktioner opnået ved ekstraordinære investeringer i udviklingslande som bidrag til de reduktioner, de hver især er forpligtet til at opnå i årene 2008 - 2012. Man kan forestille sig, at CDM kan bidrage til at begrænse stigningen i det årlige CO2-udslip per person i den øvrige verden fra i gennemsnit 2,5 tons i dag til 2,7 tons i 2030, sådan som forudsat i figuren. Men man kan ikke med CDM ændre størrelsen af den udslipsreduktion, der skal ske i OECD-landene, betydeligt.

Danmark er en så lille brik i det store spil, at danske CDM-investeringer i udviklingslandene kunne give et betydeligt bidrag til opfyldelse af den danske reduktionsforpligtelse. Men rollen som den lille dreng i den storforbrugende OECD-klasse, der smyger sig udenom oprydningen og rengøringen efter festen ved i høj grad at udnytte CDM, vil ikke være flatterende for værten ved klimakonferencen i København.

Det bliver således en anden verden, vi kommer til at leve i om 20 år: "For all the uncertainties highlighted in this report, we can be certain that the energy world will look a lot different in 2030 than it does today. The world energy system will be transformed, but not necessarily in the way we would like to see." IEA, World Energy Outlook 2008, p. 49.


Figur 1. Efter at CO2-udslippet i de 60 år fra 1950-2010 er vokset med en faktor 6 - samtidigt med en befolkningstilvækst på 4,1 milliarder - skal det i løbet af de kommende 30 år fra 2020-2050 formindskes med en faktor 6 (til 20% af udslippet i 2000), hvis temperaturstigningen skal begrænses til 2 grader - samtidigt med en befolkningsvækst på omkring 2 milliarder. Det betyder en hurtig afvikling af de fossile-brændsels-teknologier, så de kun har marginal betydning i 2050. Den stiplede kurve viser formindskelsen, hvis målsætningen kun er en formindskelse på 50% i forhold til år 2000 frem til 2050, sådan som stipuleret i IEA BLUE scenariet.



Tabel 1. Det er her antaget, (1) at udslippet skal nedtrappes som vist i figur 1. Tallene i parentes svarer til den stiplede kurve; (2) at befolkningsvæksten frem til 2030 begrænses til 7,5 milliarder (FN’s lave vækstscenarie); og (3) at CO2-udslippet per person i ‘den øvrige verden’ ikke kan formindskes væsentligt, og at det forøges med 20% i det tilfælde, hvor den globale formindskelse frem til 2050 kun er 50% (den stiplede kurve i figuren).

Afhængigt af om formindskelsen af det globale CO2-udslip frem til 2050 skal være 80% eller 50%, skal der således allerede frem til 2030 ske en formindskelse af de storforbrugende OECD-landes udslip på 80% eller 70%. I begge tilfælde skal udslippet per person i OECD-landene bringes ned på samme niveau, som i den øvrige verden.

Tallene for de storforbrugende landes udslip omfatter kun udslippene fra disse landes skorstene og udstødningsrør - ikke de udslip, der skal tilskrives disse landes vareimport fra den øvrige verden. Hvis disse udslip overføres fra den øvrige verden til de storforbrugende lande - som de retteligt bør - bliver forskellen mellem storforbrugernes og den øvrige verdens indbyggere yderligere forstørret. IEA anslår, at det CO2-udslip, der skyldes produktion af varer, der eksporteres til især OECD-landene, andrager 44% af Kinas CO2-udslip og 41% af Indiens.


Figur 2. Det er her antaget, at det globale CO2-udslip i 2050 skal formindskes til 35% af udslippet i år 2000 (gennemsnittet af den af IPCC og James Hansen stipulerede 20% målsætning og IEAs 50% målsætning, se figur 1). Fra 2005 til 2030 skal udslippet per person så formindskes fra 11,9 til 2,9 tons i de storforbrugende lande og kun forøges fra 2,5 til 2,7 tons i den øvrige verden. Fra 2030 til 2050 skal der ske en yderligere formindskelse af udslippet per person i de storforbrugende lande og en endnu kraftigere formindskelse i den øvrige verden.


Kilde: United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division.

Tabel 2 CO2-udslipstallene i parentes fremkommer ved at tilskrive de storforbrugende lande ca. 40% af Kinas og Indiens CO2-udslip, svarende til det af IEA skønnede CO2-indhold i disse landes eksport til de storforbrugende lande.