The Wayback Machine - https://web.archive.org/web/20090204051325/http://ing.dk:80/artikel/94499-mand-mistede-begge-arme-efter-stoed-paa-10000-volt
Log ind  |  Ny bruger  |  Glemt adgangskode
   
Forsiden  /  Nyheder  /  Energi & miljø  /  Mand mistede begge arme efter stød på 10.000 volt
 

Hvad mener du?

 
Er det en god ide at lægge afgift på køers methanudslip?



Deltag i debatten

Mand mistede begge arme efter stød på 10.000 volt

Dong risikerer sagsanlæg efter, at en 35-årig mand gik ind i et stærkstrømrum i Nyhavn og fik et voldsomt stød. Alene i det nordlige Sjælland, Frederiksberg og City ligger der tilsammen 10.000 højspændingsanlæg, og Dong har aldrig oplevet noget lignende.

Af Marie Brogaard,  mandag 22. dec 2008 kl. 11:55

Billede
Lørdag morgen (20. december) gik en mand ind i et stærkstrømsrum i Nyhavn. Han fik 10.000 volt igennem sig og har mistet begge arme og en fod. DONG risikerer nu sagsanlæg.

Et liv helt uden arme og med kun en fod. Det bliver fremover livet for den 35-årige mand, som lørdag morgen fik et stød på 10.000 volt, fordi han gik ind i et af DONGs stærkstrømsrum i Nyhavn.

Politiet er på nuværende tidspunkt i gang med at efterforske sagen for at finde ud af, om manden brød ind i stærkstrømsrummet, eller om døren simpelthen var ulåst. Hvis det sidste er tilfældet risikerer DONG et sagsanlæg fra manden.

DONG har tilbudt at assistere politiet i opklaringen af sagen, men de har endnu ikke nogen idé om, hvordan ulykken kunne ske.

»Vi spørger os selv om, hvordan det her kunne ske. Vi har ikke nogen forklaring på det, men vi kan ikke udelukke at døren har været ulåst,« siger John Petterson, teknisk chef i el-distributionen og ansvarlig for drift af anlæg.

Ifølge John Petterson er det ikke normalt hos DONG, at døre til så farlige anlæg ikke er aflåst.

»Hvis det var noget vi oplevede, så ville vi have et stort problem Jeg har været mange år hos DONG, og jeg har ikke hørt om ulåst døre i højspændingsanlæg, og det er der heller ingen af mine kollegaer, der har,« siger han.

10.000 anlæg
I det nordlige Sjælland, Frederiksberg og City ligger der tilsammen 10.000 højspændingsanlæg.

»Man kan ikke færdes uden at se sådan nogle rundt omkring,« siger John Petterson.

I byområderne er anlæggene bygget ind i det almindelige byggeri i rum, som er til rådighed, fortæller John Petterson.

Døren til anlægget i Nyhavn er en tung jerndør, som er malet hvid og falder ind i bygningsværket. Den ligner altså enhver anden dør.

»Fra Nyhavn skal man ind i baggård og gennem en til dør for at komme ind i rummet.. Man vil normalt ikke se den, men det er den dør, som den tilskadekomne på en eller anden måde har fået op,« siger John Petterson.

Bag døren er der en jernbjælke, som spærrer. Men hvis man rækker sig ind over, kan man, ifølge John Petterson, godt komme til at røre ved de elektriske installationer.

Den uheldige mand har fået amputeret begge arme, og hans ene fod kommer sandsynligvis til at lidt samme skæbne.

RSS Kommentarer (36)
avatar

Kagedåse...

Af Simon Kongsted Hansen, 22.12.2008 kl 12:35
Så må man lære at holde fingerne ude af kagedåsen...
avatar

Ny formulering, Tak

Af Bent Andersen, 22.12.2008 kl 12:38
"som lørdag morgen fik 10.000 volt igennem sig"
Kan vi få den rettet op? Eller er der tale om en radikal nyopdagelse i fysikken?

Bent.
avatar

Vi har formuleret det lidt anderledes nu

Af Thomas Djursing, 22.12.2008 kl 12:42
Tak for opmærksomheden.

MVH Thomas Djursing, styrmand på ing.dk
avatar

Ingen erstatning... men skolepengene...

Af Knud Robert Petersen, 22.12.2008 kl 12:43
En myndig voksen bør ubetinget vide at 10.000 volt ikke er til at lege med. Jvf. andre medier er manden kendt af politiet for en række indbrudstyverier.
Derfor synes jeg at han skal have skolepengene tilbage fordi han ikke lærte noget om elektricitet. Dong kan så betale en ordentlig bøde til staten for at sjuske med sikkerheden. Staten skal jo betale for mandens førtidspension de mange år han lever endnu.

Kynisk holdning, men det skilt med de 10.000 volt var sat op pga. faren; det er meget enkelt.
avatar

Re: Ny formulering?

Af Lars Dybdahl, 22.12.2008 kl 13:03
Der er vel ikke noget galt i at sige "10.000 volt igennem sig"? 10.000 volt er styrken på det elektriske felt, "igennem sig" betyder at spændingsfeltet gik igennem kroppen.

Hvis man derimod siger "stød på 10.000 volt", så siger det noget om varigheden, nemlig at det er kortvarigt. Var det det?

avatar

Hård straf

Af Michael Jensen, 22.12.2008 kl 13:29
Havde han levet i Iran havde man nøjedes med den ene hånd, men han havde åbenbart stjålet så mange gange at han skulle betale med 2 arme og en fod!
Så kan han lære det!
avatar

Re: Re: Ny formulering?

Af Bjarke Mønnike, 22.12.2008 kl 13:30
Enhver voksen ingeniør burde vide at ingen dør af et stød på 10000Volt hvis der ikke er nogen strømstyrke bag.

Strømstyrken, amperene, er det som brænder armene af den pågældende mand. Frekvensen 50Hz er det der lammer hjertet hvis strømmen passerer der.

avatar

Re: Ingen erstatning... men...

Af Rune Jacobsen, 22.12.2008 kl 13:33
Derfor synes jeg at han skal have skolepengene tilbage fordi han ikke lærte noget om elektricitet. Dong kan så betale en ordentlig bøde til staten for at sjuske med sikkerheden. Staten skal jo betale for mandens førtidspension de mange år han lever endnu.

Kynisk holdning, men det skilt med de 10.000 volt var sat op pga. faren; det er meget enkelt.

Når du argumenterer for at skiltet var sat op af hensyn til sikkerheden, virker det lidt omvendt at du foreslår at DONG får en bøde. Slap nu lidt af til politiet har lavet deres undersøgelser. Hvis det var en ulåst dør, så ja, de skal da have en passende straf, men indtil da, klap hesten.
Mht. skolepenge: hvad fanden har det med noget at gøre? Skal dumhed nu til at belønnes? Hvis jeg ikke har lært en disse om fysik i folkeskolen, og hopper ud foran en lastbil i fuld fart, skal jeg så have mine skolepenge tilbage fordi at det ikke lige gik op for mig at det kunne have konsekvenser? Det er vist en ommer...

God jul!
avatar

Skal afskærmes

Af Jens Madsen, 22.12.2008 kl 13:52
Området skal afskærmes. Døren må ikke have været åben. Børn, vil måske kunne komme derind - fulde personer - eller handikappede, sindslidende osv. Uanset, om det er børn, som leger gemmeleg, eller et par der søger ly for regnen og opdager døren er åben - under alle omstændigheder, er det elselskabets ansvar. En blind, finder måske derind, fordi han tror det er døren til lejligheden, og metalstokken kommer for tæt på de strømførende kabler. Advarselsskilte er ikke nok.

Ikke alle kender betydningen af faresymboler. Jeg kender mange - selv ældre personer - der ikke interesserer sig for fysik, og ikke kender de internationale faresymboler, eller ved hvad lynsymbolet betyder. Selvom der står fare, findes også mange, som enten ikke kan læse, eller ikke kan se.

Er ikke muligt, at lukke døren, vil jeg mene der skal være vagt på.
avatar

Re: Skal afskærmes

Af Claus Madsen, 22.12.2008 kl 14:19
Det er ikke længe siden der var en lignende og ligeledes tragisk sag hvor en ung mand klatrede op på en togvogn og rørte ved en køreledning. Han omkom.

Her kunne man ikke have låst døren. Det er umuligt opnå den absolutte sikkerhed som du efterlyser Jens. Nå jo. Så skulle man have vagter til at gå langs banen som under krigen. Det bliver dyrt.

Jeg mener der må være en grænse for hvor tåbeligt man kan opføre sig og så skubbe ansvaret over på andre.

Hvis det viser at hans indtrængen i stærkstømsrummet var ulovlig kan jeg ikke se hvorfor han skal have nogen erstatning.

Jeg hælder selv til at han må have prøvet at afbryde strømmen. Måske fordi han var blevet smidt ud af værtshus i nærheden eller sådan noget.
Men det må politiet jo finde ud af.
avatar

ingeniører

Af Jens Chr. Andersen, 22.12.2008 kl 14:44
er godt nok en noget gammeltestamentlig, skadefro og bedrevidende flok...
avatar

Re: ingeniører

Af Søren Rosendal Jensen, 22.12.2008 kl 15:21
er godt nok en noget gammeltestamentlig, skadefro og bedrevidende flok...


Ja, egen lykke er god. Men andres selvforskyldte ulykke er ikke at foragte!

- Søren
avatar

Re: ingeniører

Af Jens Madsen, 22.12.2008 kl 15:32
Her kunne man ikke have låst døren. Det er umuligt opnå den absolutte sikkerhed som du efterlyser Jens. Nå jo. Så skulle man have vagter til at gå langs banen som under krigen. Det bliver dyrt.

Jeg forventer en sikkerhed, der svarer til den jeg er påkrævet, overfor stærkstrømsrelementet. Jeg må ikke have en strømførende ledning til at ligge, uden at der er aflåst, eller at den er under opsyn af kyndigt personale, der kan vejlede og instruere eventuelle personer. Samtidigt, skal den også mærkes, med højspænding og fare. Og på døren, skal også være afmærkning, så man ikke går ind, så vidt jeg ved. Husker ikke præcist hvor det står, men jeg mener, at man skal sikre at ingen ukyndige har adgang (f.eks. lås), eller at de er under ansvarligt, og kyndigt opsyn.

At sikre, at ingen ukyndige har adgang, betyder ikke nødendigvis at der skal være lås. Hvis det er en mast, der skal klatres op i, vil det normalt også kunne betragtes som tilstrækkeligt. Men, det må ikke være noget, som man normalt gør, eller kan komme til ved uheld.

At gå igennem en dør, er genneralt noget, du kan komme til ved uheld, trods der er faremærker på døren. Derfor, er det ikke tilstrækkelig sikring. Den skal minimum være låst, eller ansvarlige personer, evt. vagt, er tilstede.

Vi sætter ikke i samfundet krav til, at alle kan se, at alle har høj intelligens, at alle kan huske masser af ord og udtryk udenad, eller andre større evner. Også døve, blinde, handikappede, personer uden hukommelse osv. har ret. Tilstrækkelig sikring, må derfor ikke kræve større intelligens, eller hukommelse, og skal også fungere overfor analfabeter.
avatar

Sjælden ulykke

Af Bo Jacoby, 22.12.2008 kl 15:49
Investeringer i ulykkesforebyggelse bør koncentreres om de hyppigt forekommende ulykkestyper, mens dette var en meget sjælden type som ikke fortjener røre i andedammen.
avatar

Ulåste døre

Af Hans Mouridsen, 22.12.2008 kl 15:53
Jeg har en bekendt, som arbejder indenfor elforsyning, og han har fortalt at han flere gange har fundet transformatorstationer der var ulåst! I det ene tilfælde stod døren på klem - og der er 10Kv bag døren! Tænk hvis små børn, havde forvildet sig derind!
avatar

Re: Ulåste døre

Af Jens Madsen, 22.12.2008 kl 15:59
Investeringer i ulykkesforebyggelse bør koncentreres om de hyppigt forekommende ulykkestyper, mens dette var en meget sjælden type som ikke fortjener røre i andedammen.

Kan vi tillade os, at have en "Lomborg" opfattelse, hvor investering ses i forhold til forebyggelse? Her, er investeringen måske meget lav - en simpel dørlukker, der automatisk lukker døren. Eller et alarmsystem, der alarmerer mod åbne døre, og beeper hvis døren er åben.
avatar

Re: ingeniører

Af Jon Loldrup, 22.12.2008 kl 16:45
er godt nok en noget gammeltestamentlig, skadefro og bedrevidende flok...

Det er en meget rammende observation. Og det er ikke kun i denne her debat.
avatar

Hvem kan komme til skade?

Af Jan Møgelbjerg, 22.12.2008 kl 16:55
Det centrale her er ikke om manden er kriminel eller hvilke symboler der står på døren.
Hvis døren var ulåst kunne ethvert barn der legede i gården have åbnet døren og være blevet dræbt.

Altså må en evt ulåst dør have konsekvenser for DONG. At manden er kendt af politiet har ingen betydning for sagen, for uanset hensigterne har vi heldigvis indrettet os således at vi ikke afstraffer fysisk. En tyv der ikke selv anvender vold og som snuser rundt i en ejendom via ulåste døre kan ikke med rimelighed skades så voldsomt uden konsekvenser.
avatar

Re: Hvem kan komme til skade?

Af Claus Madsen, 22.12.2008 kl 17:05
En tyv der ikke selv anvender vold og som snuser rundt i en ejendom via ulåste døre kan ikke med rimelighed skades så voldsomt uden konsekvenser.


Hvorledes skal jeg så sikre mit hjem af hensyn til indbrudstyve som evt. kan være både blinde og dumme?
Må jeg have en flaske afløbsrens stående i et ulåst skab? Nogen kunne jo bryde ind og drikke det.
Må jeg have gammel mad stående i køleskabet?

Jeg mener det er helt gak at straffe ofrene for at forbryderne kommer galt af sted under deres forhavende.

Hvis det viser sig at døren ikke var låst skal DONG måske retsforfølges for at overtræde stærkstrømsreglementet, men de kan da ikke umuligt skylde erstatning til en der er trængt ind med kriminelle hensigter.
avatar

Re: Re: Hvem kan komme til skade?

Af Jan Møgelbjerg, 22.12.2008 kl 17:26
Jeg beklager, men jeg kan ikke se sammenhængen mellem at åbne en dør for at gå ind ad den og at drikke af en flaske afløbsrens!?

Men hvis du fjerne etiketten på afløbsrensen, hænger et skilt op med "Velkommen indbrudstyv, værs'go' og tage en snaps" og derefter stiller flasken med det giftige indhold foran vil jeg faktisk mene at du gør dig selv erstatningsansvarlig. Det vil selvfølgelig kræve en indbrudstyv i intelligensklassen lige under dem fra Krumme-filmene, men alligevel...
avatar

Re: Re: Re: Hvem kan komme til skade?

Af Claus Madsen, 22.12.2008 kl 17:40
Jeg beklager, men jeg kan ikke se sammenhængen mellem at åbne en dør for at gå ind ad den og at drikke af en flaske afløbsrens!?


Som jeg læser artiklen har den tilskadekomne skulle åbne en dør med advarseltegn (med eller uden vold). Stå bag en jernbjælke og række ud fremad for at komme i kontakt med installationen.
Næppe noget man gør helt uforvarende.
Som jeg har forslået en gang er nok mere sansynligt at han har forsøgt at afbryde strømmen i kvarteret af en eller anden grund.
avatar

Selvforskyldt. !

Af Brian Haurholm, 22.12.2008 kl 17:48
For mig at se, er det selvforskyldt, han havde ikke noget at gøre der, og er uvelkommen hvor han intete har at gøre.
Dog bør sådanne anlæg tilses og checkes mere jævnligt, end det ser ud til at være tilfældet her.
avatar

Samme nøgle til alle anlæg.

Af Benny Olsen, 22.12.2008 kl 18:17
Måske han har fået fat i en nøgle!
Den slags, hvis altså han er en af den slags, har altid mange nøgler, til cykelrum, affaldsrum, kælderpulterrum m.m.

Næste gang han bryder ind, og der sidder en kraftig jernbjælke på tværs, så tror jeg han lukker og låser døren igen.

http://politiken.dk/indland/ar....ece
avatar

Re: Hvad er dræbende?

Af Hans Marius Linde Sørensen, 22.12.2008 kl 18:26
Ingen dør af, at få 10.000 eller 100.000 Volt igennem sig, nummeret kan ses i både TV og indimellem også på markedspladser; men en strøm på nogle få milliampere i venstre side hvor hjertet sidder er nok til at dræbe et menneske.
Vh
en ingeniør
avatar

Re: Samme nøgle til alle anlæg.

Af Brian Buhl Nielsen, 22.12.2008 kl 18:34
"Næste gang han bryder ind, og der sidder en kraftig jernbjælke på tværs, så tror jeg han lukker og låser døren igen"

Så skal han have medhjælp med! Husk: ingen arme ingen småkager
avatar

Re: Re: Hvad er dræbende?

Af Benny Olsen, 22.12.2008 kl 18:35
Ingen dør af, at få 10.000 eller 100.000 Volt igennem sig

Strømmen var så kraftig at hans mobiltelefon eksploderede.

http://avisen.dk/indbrudstyv-m...aspx
avatar

Re: Re: Re: Hvad er dræbende?

Af Hans Marius Linde Sørensen, 22.12.2008 kl 18:49
Strømmen er åbenbart løbet på overfladen og han har stof i sit tøj der leder bedre end den modstand der er i en persons indre dele. Det er også derfor, at der er så mange personer der overlever selv store spændinger, hvis f. eks. strømmen løber i hudens yderste lag, der er fugtigt af sved.
avatar

Ansvar vs. erstatning

Af Niels Daniel Nielsen, 23.12.2008 kl 01:10
I sager som denne er det nødvendigt at skelne mellem ansvar og erstatning.

DONG har ansvaret for personer og gods, som er i berøring (undskyld udtrykket) med anlægget. Lever DONG ikke op til sine forpligtelser i forbindelse med dette ansvar, foreligger der en lovovertrædelse, og DONG kan på den baggrund straffes.

Hvad angår erstatning til den skadelidte person, kan DONG helt eller delvis fritages for sin erstatningspligt, hvis den skadelidte selv forsætligt eller groft uagtsomt har hidført skaden.
avatar

Strømtyv

Af Ole Dahl, 23.12.2008 kl 02:19
:)
avatar

Re: ingeniører

Af Ulla Eilersen, 23.12.2008 kl 08:20
Hørt! En sørgelig kynisme lægges for dagen. Det er ikke rar læsning.
Ulla
avatar

Re: Re: Ny formulering?

Af Erik Vestergaard, 23.12.2008 kl 12:04
Er det muligt, at journalisterne snart kan opfatte at " volt " ikke kan gå igennem en krop.
Man kan blive udsat for et elektrisk spændinngsfald, som måles i volt, og som så giver anledning til en elektrisk strøm d.v.s. en strøm af elektroner.

Der er iøvrigt stor forskel på, om kroppen bliver udsat for jævnstrøm eller vekselstrøm.
Det første er det farligste.
Mellem højre og venstre arm er der ca. 3000 Ohm,
og man kan højest tåle ca. 200 mA.

Når jeg nu alligevel har fat i tastaturet, vil jeg spørge, om det er muligt, at man kan få journalisterne til at droppe udtrykket
" På Richterskalaen " og bare skrive fx. 4,5 Richter. Det er jo alligevel kun fysikere og seismologer, der kender de videnskabelige skalaer.
Man siger jo heller ikke " Celcius skalaen " eller
" Fahrenheit skalaen ".

Med venlig julehilsen EV
avatar

Re: Re: ingeniører

Af Lars Persson, 23.12.2008 kl 12:22
Kære Ulla!
Næ, det er bestemt ikke rart at tænke på at éns handlinger har konsekvenser. Og ikke rart at forbryderiske handlinger ofte har rigtig væmmelige konsekvenser.

Personlig har jeg det dog værre med alle de mangemillionærer der sidder rundt omkring og mæsker sig ustraffet mens andre mennesker dør af sult. Det er til gengæld almindelig accepteret.
Lars
avatar

Re: Ansvar vs. erstatning

Af Benny Olsen, 09.01.2009 kl 23:55
Ja, og nu vi er igang med at låse døre, så må vi også fjerne elektrificeringen af jernbanenettet, og jernbanevognene, for vi kan falde ned fra dem, og når du står på en jernbanevogn så er du faretruende tæt på køreledningen.

Jeg håber ikke jeg er bedrevidende, men hvor lang tid er der gået, siden en anden ung mand fjollede rundt på en jernbanevogn, så vidt jeg husker ramte han køreledningen med hovedet.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indla....htm
avatar

Båtnakken over alle båtnakker

Af Jasmine Carter, 14.01.2009 kl 18:53
Hvis man bryder ind i en højspændingstransformer og sætter kleptomanpølserne hen til de spændingsførende dele beder man sgu da selv om at få dem ristet----det her ligner nærmest et avanceret selvmordsforsøg.
Hvor dum kan man være------ enhver ved da man ska holde sig langt væk fra højspændingsanlæg.
avatar

Re: Båtnakken over alle båtnakker

Af John Johansen, 15.01.2009 kl 04:50
Jasmine Carter:
enhver ved da man ska holde sig langt væk fra højspændingsanlæg.
Åbenbart ikke 'enhver'!
avatar

Rimelig beskyttelse?

Af Peter Kamp Nielsen, 15.01.2009 kl 06:15
Det er blevet meget sværere at lave noget idiot-sikkert. Idioterne er blevet meget smartere....

de bedste hilsner
Peter Kamp

Eksterne links om klima

 
Rank 2008
Se Nyhedsmagasinet Ingeniørens årlige benchmark af danske ingeniørvirksomheders styrke.